VOGNMANDSORGANISATION MED 2.000 MEDLEMMER:

Nye danske regler om kombitransport er dræbende for dansk vognmandserhverv

Onsdag 6. juni 2018 kl: 10:00
Af: Redaktionen

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen udstedte i sidste uge en ny bekendtgørelse om visse former for kombineret godstransport. Bekendtgørelsen gennemfører fra 1. juli i år dele af EU-direktivet om kombineret godstransport, som ikke har været gennemført korrekt i dansk ret

Transport af varer mellem medlemsstaterne vil med den nye bekendtgørelse blive omfattet af definitionen af kombineret transport - ”uagtet varernes oprindelse eller endelige destination”.


De nye regler lægger op til, at kombineret transport af varer fra eller til tredjelande uden for EU til eller fra en medlemsstat skal være omfattet af reglerne. Det huer ikke DTL’s administrerende direktør Erik Østergaard.


- Allerede under høringsfasen til denne bekendtgørelse gjorde vi opmærksom på, at netop fritagelsen for cabotage-reglerne giver mulighed for, at prisbillige østeuropæiske vejtransportører med lav aflønning af chauffører har overtaget transporten til og fra havne fra for eksempel baneoperatører. Det såkaldte kombi-direktiv har i realiteten allerede haft den stik modsatte effekt i forhold til formålet, som var at flytte transporter fra vej til bane, siger han og fortsætter:


- DTL er derfor dybt uenig i, at man nu ønsker at ændre den hidtidige danske fortolkning, hvor det kun var kombineret transport mellem medlemsstaterne som var omfattet af regler. Den udvidelse ser vi slet ingen hjemmel til eller baggrund for i kombidirektivet.


Erik Østergaard mener, at det kan betyde den visse død for danske træk-enheder og dermed selvkørende vognmænd, der har haft deres udkomme ved kombineret transport.


- Der er faktisk tale om en total liberalisering af området for kombineret transport. I den forbindelse må vi også pege på, at ethvert vejtransportben i en kombineret transport er i direkte konkurrence med nationale transportører, siger Erik Østergaard og fortsætter:


- Det indebærer for eksempel, at vejtransporten af gods fra et skib fra Kina til et EU-land efter bekendtgørelsen vil være omfattet af reglerne om kombineret transport - og dermed helt uden begrænsninger vil kunne køres af en udenlandsk transportør fra for eksempel et lavtlønsland.


Samtidig peger DTL’s direktør på, at de danske myndigheder fremover vil medtage transport af tomme lasteenheder som et led i kombitransporterne.


- DTL er også dybt uenig i, at fortolkningen skal ændres, så kombidirektivet også omfatter tomkørsel og transport af tomme lasteenheder. Kombidirektivet omfatter transport af varer, der bliver transporteret i følgende lastenheder: lastbil, påhængsvogne, sættevogn med eller uden trækkende køretøj, et veksellad eller en container på 20 fod eller derover punktum. 


Der er slet intet grundlag for udvide fortolkningen af varer til også at omfatte tomme lastenheder i kombineret transport, uanset om der foreligger et transportdokument eller ej, siger Erik Østergaard.


- Vi har svært ved at forstå, at regeringen ikke også her har stået fast på den danske fortolkning af reglerne i lighed med, hvad man har gjort i forhold til fortolkningen af en tur i cabotagereglerne – og i givet fald taget forbehold for en sag ved EU-domstolen. Jeg tror, at den øvrige del af branchen, der også har anset kombireglerne for utidssvarende, er enige i dette.


Interesserede kan læse den nye bekendtgørelse her:









Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.