DAF fejrede sin 90-års dag i strålende sol med veteraner fra historien

Torsdag 26. april 2018 kl: 10:42
Af: Jesper Christensen

DAF fejrede sin 90-års dag i strålende sol med veteraner fra historien

Hollands lastbilproducent, DAF, blev grundlagt for 90 år siden i et smedeværksted i et hjørne af et stort bryggeri. Smeden Hub van Doorne havde en idé om, at der var brug for køretøjer - i første omgang påhængsvogne. Idéen har ind til videre holdt i 90 år og 20 dage, hvilket til fulde blev markeret på DAF’s testcenter en halv times kørsel fra Eindhoven, hvor det hele begyndte og stadig har udgangspunkt

Når man har en fortid chauffør på fragtbiler sidst i 1970’erne og eksportchauffør op gennem 1980’erne og som ferieafløser nogle år til midt i 1990’erne under uddannelsen til journalist, kan man godt blive ramt af både nostalgi og tanker om, at man er ved at komme op i årene, når man ser rækken af veteraner og moderne biler.


Den ældste af de gamle DAF’er var 70 år - og stadig godt kørende. Årene efter var også repræsenteret helt op til 1995.


Det med alderen må vi hellere få sat på plads først. Den første af de gamle lastbiler, som transport-nyhederne.dk’s udsendte var chauffør på, var en DAF-forvogn fra 1976 - dengang var transport-nyhederne.dk’s udsendte 16 år og helt uden planer om, at transport med lastbil skulle blive en del af karrieren. Den gang var målet at komme ud at sejle, blive styrmand osv.


Og så er det, at man godt kan føle sig lidt gammel, når man sætter sig bag rattet i en bil fra 1976. Godt nok var dagens DAF ikke helt så gammel, som den Scania 56 fra 1960’erne, som var den første lastbil hos det daværende ret store vognmandsfirma A. E. Grodt i Haderslev. Men alligevel.


Der er sket en del, siden dengang, hvor en del lastbiler stadig havde usynkroniserede gearkasser, som krævede dobbelt udkobling, når man skulle skifte op i gear - og dobbelt udkobling og mellemgas, når man skulle geare ned.


Den gamle Scania hos A.E. Grodt havde en synkroniseret gearkasse og servostyring. Fredagens første DAF fra 1976 havde en usynkroniseret ZF-gearkasse, så fortidens erfaringer fra tilsvarende usynkroniserede gearkasser i aldrende MAN-fragtbiler hos den sønderjyske vognmand og nyere MAN’er med Fuller-gearkasser, måtte hentes frem. 


Men hvad man i ungdommen fornemmer, man sjældent glemmer, når man bliver ældre. Så DAF’ens ejermands skepsis over for transportnyhederne.dk’s journalist blev manet i sædet. Det gik overraskende godt i den gamle bil, hvor gearkassen og transmissionen bestemt ikke var fabriksny. Med et pænt støjniveau og en fløjtende turbo-lader daffede vi ud på testbanen, hvor bilen i løbet af et par runder viste 1970’ernes lastbiler frem for nutiden.


Den næste DAF var en noget ældre DAF A1600DD fra 1967 - og her ville ejermanden ikke slippe rattet, så det blev som passager. DAF’en var spændt for en endnu ældre enkeltmonteret forvogn med hydraulisk bremse, som blev aktiveret via et påløbssystem. Med et støjniveau ud over det sædvanlige kørte vi ud på banen. Under turen præsenterede ejeren en ganske villig lastbil med et overgear, der kunne bringe hastigheden op på 100 km/t - ifølge ejeren. Men hastighedsbegrænsningen på anlægget er 70 km/t lagde et loft over hastigheden.


Den tredje tur - alle gode gange tre - blev i en tre-akslet trækker - en DAF 3600 fra 1987 med ATi-drivline.


Via Nostalgica på testanlægget blev afsluttet i en to-akslet DAF 55 med en 14-liters sekscylindret Cummins-motor. Det var som at drømme sig tilbage til årene på Europas landeveje, selvom transport-nyhederne.dk’s aldrig fik fornøjlense af at afprøve datidens lokumsdrillerier fra chauffører i andre biler - DAF ud - Blaf hjem.

Motor og turbo spillede sammen i en symfoni som akkompagnement til sangene fra Europas landeveje, hvor man som chauffør brokkede sig over lange ventetider ved grænseovergange, toldere og speditører, frugtfirmaer, slagterier med meget mere, hvor man bare kunne holde og rådne op. Da EU’s indre marked så åbnede grænserne og lastbilerne kunne køre uhindret fra land til land, brokkede man sig så over, at man ikke mødte hinanden længere på de steder, hvor man tidligere var ved at rådne op.







Førerhuset på DAF 95 er stadig grundlaget for nutidens DAF'er. 










Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.