FN’s søfartsorganisation vedtager global klimaaftale for skibsfarten

Mandag 16. april 2018 kl: 14:07
Af: Redaktionen

Fredag vedtog FN’s søfartsorganisation, IMO, en CO2-reduktionsstrategi for skibsfarten. Interesseorganisationen Danske Rederier glæder sig over, at det er lykkedes at lande en aftale, der ligger indenfor Paris-aftalens rammer

Søfarten tegner sig i øjeblikket for 2,2 procent af verdens samlede udledninger af CO2, hvilket svarer til et land som Tyskland. Denne andel forventes tilmed at vokse, hvis ikke der handles. 


Derfor var der også en klar forventning fra omverdenen om, at IMO’s medlemslande skulle blive enige om en strategi, der ville betyde, at skibsfarten leverer på lige fod med andre industrier til Paris-aftalens målsætning om CO2-reduktion.


- Danske Rederier har fra starten arbejdet for et ambitiøst resultat, der ligger indenfor Paris-aftalens rammer. Derfor er jeg meget tilfreds med, at IMO landene tog ansvaret på sig og ikke overlod skibsfarten til fortsat kritik for manglende regulering og i så fald drage konsekvensen af for eksempel regional regulering fra EU. Det er en historisk aftale, siger Maria Skipper Schwenn, der er direktør i Danske Rederier.
 

Helt konkret blev man enige om følgende målsætninger: 
  • At styrke designkravene til hver enkelt skibstype
  • en relativ reduktion på 40 procent i 2030
  • i 2050 skal den globale skibsfart have reducerer sin CO2-udledning med mindst 50 procent i forhold til 2008 og herefter være på vej mod en total udfasning
 
I 2016 fik Danske Rederier foretaget et studie af mulige veje til at levere til Paris aftalen og en 50 procent absolut reduktion i 2050 viste sig, at være én af de mulige veje.
 

- Danske Rederier har gennem de sidste par år deltaget i debatten baseret på de videnskabelige argumenter i vores studie. Jeg er meget glad for, at det politiske kompromis mellem de 173 IMO-medlemslande så også landede på et niveau, der er tilstrækkeligt ambitiøst, siger Maria Skipper Schwenn og peger på, at det bliver en stor opgave at nå disse mål.


- Og det vil kræve en massiv forsknings- og udviklingsindsats, da vi på sigt kommer til at anvende alternative brændstoffer, der slet ikke giver CO2-udledninger. Rederierhvervet er med det klare reduktionsmål i ryggen klar til at arbejde hen mod målet, og Danske Rederier vil i særlig grad engagere sig i udviklingen af alternative brændstoffer, siger hun.

 
IMO-landene mødes til efteråret for at tage hul på drøftelserne af konkrete tiltag, der skal levere CO2-reduktionerne. Her skelner man mellem kort, mellem- og langsigtede tiltag som for eksempel optimering af skibenes design, forbedringer af havneoperationer, brændstofsafgifter og udvikling af alternative CO2-frie brændstofstyper.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.