Højesteret skal se på Uber-domme

Fredag 13. april 2018 kl: 12:04
Af: Redaktionen

Procesbevillingsnævnet har torsdag 12. april givet fire Uber-chauffører tilladelse til få deres sager om ulovlig persontransport via Uber’s app prøvet ved Højesteret. Øste Landsret fandt de fire Uber-chauffører skyldige i at have udført ulovlig persontransport og idømte dem 16. januar i år bøder på henholdsvis 486.500 kroner, 110.000 kroner, 60.000 kroner og 40.000 kroner

Procesbevillingsnævnet skriver følgende:

De fire tiltalte blev i marts 2017 sigtet for overtrædelse af taxikørselslovens § 16, stk. 1, nr. 1, jf. § 1, stk. 1, bekendtgørelse om særlige krav til taxier mv. § 18, stk. 1, jf. § 1, og færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt. ved løbende i 2015 fortrinsvis i Storkøbenhavn at have udført taxikørsel i strid med de nævnte bestemmelser.

Af anklageskrifterne fremgik, at de fire tiltalte havde kørt henholdsvis 5428, 1282, 609 og 399 ture, og at de for kørslerne af Uber på en bankkonto havde fået indbetalt henholdsvis 497.735 kr., 112.659 kr., 60.081 kr. og 40.078 kr.

Byretten fandt de tiltalte skyldige i overensstemmelse med tiltalerne og idømte de tiltalte bøder på henholdsvis 486.500 kr., 110.000 kr., 60.000 kr. og 40.000 kr.

Byretten fandt indledningsvist i alle sagerne, at anklageskrifterne opfyldte kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, at forholdene måtte anses som én fortsat forbrydelse, hvorefter ingen dele af tiltalerne var forældet, og at de tiltaltes anmodning om afskæring af bevisførelse af nogle oplysninger fra SKAT, som SKAT havde modtaget af de hollandske skattemyndigheder, ikke kunne tages til følge.

Byretten fandt det i alle sagerne endvidere bevist ved vidnernes forklaringer, de dokumenterede oplysninger fra SKAT og de i sagerne i øvrigt foreliggende oplysninger, at de fire tiltalte var skyldige i overensstemmelse med tiltalerne.

Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på, at de tiltalte var fundet skyldige i at have kørt taxikørsel i strid med de godkendelseskrav, der gælder for fører og køretøj, og på antallet af kørsler til samtidig pådømmelse. Byretten tog ved bødefastsættelsen i overensstemmelse med principperne i straffelovens § 51 udgangspunkt i de indvundne fortjenester og afrundede beløbene nedad. Byretten fandt endvidere ikke grundlag for strafbortfald eller formildelse efter straffelovens §§ 82-83.

Det bemærkes, at byretten ved bødefastsættelsen for den tiltalte, der blev idømt en bøde på 486.500 kr., fratrak en allerede idømt bøde på 3.500 kr. vedrørende en tidligere uberkørsel.


Landsretten stadfæstede byrettens domme

Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at anklageskrifterne opfyldte kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, således at de tiltalte kunne tilrettelægge deres forsvar. Landsretten tiltrådte endvidere, at forholdene måtte anses som én fortsat forbrydelse, og at det på baggrund af de af byretten anførte omstændigheder var bevist, at mindst én af kørslerne havde fundet sted mindre end to år før de tiltalte blev sigtet, hvorfor der ikke var indtrådt forældelse for nogen dele af tiltalerne, jf. herved straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Landsretten tiltrådte endelig, at oplysningerne fra SKAT kunne indgå som bevis i sagerne, idet der af de hollandske skattemyndigheder var meddelt et udtrykkeligt samtykke uden forbehold af nogen art, hvorefter betingelserne i direktiv 2011/16/EU art. 16, stk. 2, og persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 3, var opfyldt.

Landsretten fandt herefter af de af byretten anførte grunde og med bemærkning om, at de tiltalte heller ikke for landsretten havde ønsket at afgive forklaringer, skyldige efter anklageskrifterne.

Ved strafudmålingen fandt Landsretten, at straffene af de af byretten anførte grunde ved et så betydeligt antal overtrædelser skulle fastsættes med udgangspunkt i det i forbindelse med kørslerne af Uber udbetalte beløb. Landsretten fandt herefter straffene passende.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.