Minister vil have hjælp til at forbedre arbejdsmiljøregler

Torsdag 5. april 2018 kl: 10:33
Af: Redaktionen

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) opfordrer alle til at komme med forslag til bedre arbejdsmiljøregler. Hans udgangspunkt er, at komplekse og uklare arbejdsmiljøregler ikke må spænde ben for arbejdsmiljøindsatsen. Troels Lund Poulsen vil derfor forbedre reglerne, og opfordrer alle borgere, virksomheder og organisationer til at hjælpe og komme med forslag

- De danske arbejdsmiljøregler udgør rygraden af et sundt arbejdsliv. Men vi må også se i øjnene, at der er borgere og virksomheder, som oplever, at nogle af reglerne kan være meget komplekse, uklare eller ligefrem unødvendige. Derfor igangsætter regeringen nu et arbejde med at forbedre arbejdsmiljøreglerne. Vores udgangspunkt er klart: Reglerne skal være til at forstå og give mening, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og fortsætter:


- Jeg har derfor en opfordring til danskerne: Hjælp os til bedre arbejdsmiljøregler. Frem til 1. juni vil det via Beskæftigelsesministeriets hjemmeside være muligt for alle at komme med forslag til, hvordan reglerne kan forbedres. 


VLAK-Regeringen har nedsat et ekspertudvalg, som gentænker hele arbejdsmiljøindsatsen, og som også ser på muligheder for regelforenklinger. 


- Men vi har også brug for input fra borgere, virksomheder og organisationer, så vi får spottet de regler, der ikke fungerer godt nok, siger ministeren.


Flere undersøgelser peger på, at arbejdsmiljøreglernes kompleksitet udgør en udfordring for virksomhederne. En undersøgelse fra Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur viser eksempelvis, at omkring hver femte danske virksomhed mener, at kompleks lovgivning gør det vanskeligt at behandle arbejdsmiljøet. 


Bedre og enklere regler er også et fokuspunkt internt i Beskæftigelsesministeriet. Arbejdstilsynet har for eksempel sat et arbejde i gang med at rydde op i de interne instrukser og procedurer, som gælder for Arbejdstilsynets medarbejdere. Målet er, at knap hver tredje interne instruks skal skæres væk, så de tilsynsførende kan bruge kræfterne bedst muligt på at fremme et godt arbejdsmiljø på virksomhederne. 


Interesserede kan læse mere på denne side, hvor der også er mulighed for at komme med forslag - klik her:


Forslag til bedre arbejdsmiljøregler kan meldes ind på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside frem til 1. juni i år - klik her:




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.