VOGNMANDSORGANISATION:

Politisk flertal ventes at opfylde vognmandsønske

Torsdag 22. marts 2018 kl: 10:04
Af: Redaktionen

Fra næste år vil lastbilchauffører uden risiko for at få en bøde for at overtræde den generelle hastighedsbegrænsning på landvejene kunne sætte hastigheden op til 80 km i timen uden for bebyggede områder. Vognmandsorganisationen DTL har haft spørgsmålet som en mærkesag gennem flere år

- Det er meget tilfredsstillende, siger DTL-Danske Vognmænds administrerende direktør, Erik Østergaard, som ser frem til, at et lovforslag om højere hastigheder på for lastbiler fremsættes til oktober og til Folketingets velvillige behandling.


- Det er et spørgsmål, som vores medlemmer igen og igen har bragt op på møder, til Vognmandens Dag-arrangementer og til generalforsamlinger. Men nu går det altså efter alt at dømme igennem fra årsskiftet. Det er vi glade for og stolte af, hos DTL, siger Erik Østergaard og fortsætter:


- Vi har haft en rigtig god dialog med transportudvalgets medlemmer, og særligt Kristian Pihl Lorentzen (V) har gjort en kæmpe indsats. Det er vi meget glade for.


Erik Østergaard peger på, at en hastighedgrænse på 80 km/t i stedet for den nuværende på 70 km/t vil gøre hverdagen lettere og mere smidig for chaufførerne - og ikke mindst give et bedre samlet trafikmønster.


- Når lastbilerne lige kan hæve farten en smule, generes de øvrige trafikanter simpelthen mindre. Det er godt for den samlede trafikafvikling, og jeg tror da også, der er lidt bundlinje i det for vognmændene, siger Erik Østergaard.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.