Rederiforeninger overvejer at slutte sig sammen

Fredag 9. februar 2018 kl: 09:45
Af: Redaktionen

Det vil være klogt at se nærmere på, hvordan man kan rykke tættere sammen for at stå stærkere udadtil. Sådan lyder det fra formændene for Danske Rederier og Rederiforeningen af 2010, som i dag deler adresse i København, hvor de har fælles sekretatiat. Tilsammen er de to organisationer omdrejningspunkt i den danske maritime klynge, som står for 25 procent af Danmarks samlede eksport

Danske Rederier repræsenterer i dag den største del af den danske tonnage med hovedvægt på den oceangående handelsflåde. Tilsvarende rummer Rederiforeningen af 2010 primært skibsfarten i de nære farvande, samt den danske offshoresektor. 


Der er i dag store overlap i prioriteter og fokus for de to organisationers arbejde, og medlemmernes internationale udsyn karakteriserer også begge foreninger. De fælles interesser er årsagen til, at de to foreningers bestyrelser efter års tæt samarbejde, nu ønsker en egentlig sammenlægning. Det vil stille rederierhvervet endnu stærkere, mener Danske Rederiers formand.


- Vi har fælles interesser som Danmarks største eksporterhverv, og vi står sammen om fortsat at skabe stor værdi for det danske samfund. Her er det afgørende med fortsat politisk velvilje i forhold til at give rederierhvervet internationalt konkurrencedygtige vilkår. Derfor er det naturligt, at vi løbende overvejer et tættere samarbejde mellem de to foreninger, så vi også fremadrettet står sammen om at finde gangbare løsninger, siger Claus V. Hemmingsen, der er Vice CEO i A.P. Møller-Mærsk og formand for Danske Rederier.


De samme overvejelser gør sig gældende i Rederiforeningen af 2010. Her er der stor tilfredshed med det samarbejde om blandt andet drift af det fælles sekretariat, som er kommet til udtryk i håndgribelige politiske resultater og god støtte til rederierne i deres daglige arbejde.


- Vi har jo arbejdet sammen i mange år og kan se, at det fungerer godt. Men vi tror også, at vi som erhverv står stærkere med en fælles stemme. Den aktuelle maritime vækstplan er jo et glimrende eksempel på, at hele erhvervets interesse adresseres politisk – og det skal vi bygge videre på. Derfor ser jeg frem til som formand at få afsøgt perspektiverne i en egentlig sammenlægning blandt medlemmerne. Det skal vi se nærmere på i den kommende tid, siger Niels Højlund Hansen, der er ejer af Nordane Shipping og formand for Rederiforeningen af 2010.


De to rederiforeninger vil arbejde videre med tankerne om en sammenlægning de næste måneder. 






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.