MIDTTRAFIK OM TAKSTREFORM I VESTDANMARK:

Klippekort bliver dyrere

Tirsdag 6. februar 2018 kl: 15:35
Af: Redaktionen

Fra søndag 18. marts bliver det enklere at finde den billigste billet til sin bus- og togrejse i Jylland og på Fyn. Trafikselskaber og togoperatører er gået sammen om en historisk stor reform af takstsystemet vest for Storebælt, som betyder enklere priser, billetter og rabatter i den kollektive trafik. I MIdttrafiks område betyder reformen dyrere klippekort, så rejsekort kan hurtigt blive den billigste løsning - med en enkelt billetløsning til hele landet oveni

Fra 18. marts kan man som udgangspunkt regne med, at rejsekort er den billigste billet til en rejse i Jylland og på Fyn, undtagen hvis man pendler den samme strækning hver dag. Så kan det bedre betale sig at købe et pendlerkort på app eller rejsekort.dk. Det er ét af principperne i Takst Vest, der er en stor reform af taksterne i den kollektive trafik, som trafikselskaber og togoperatører i Jylland og på Fyn står bag.


Reformen rydder op i et ulogisk prishierarki og forvirrende rabatter og billetter, som har gjort det besværligt at gennemskue prisen på en rejse og at være sikker på, at man har købt den billigste billet. Det er blandt andet blevet kritiseret af Rigsrevisionen, Forbrugerombudsmanden og kunderne selv. Senest har en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Userneeds vist, at det kun er omkring hver tiende i Jylland og på Fyn, der synes, at det er nemt at gennemskue prisen på rejser, de ikke kender.


Ens rabatter og udvidet rabat uden for myldretid 
Med den nye reform kommer sammenlignelige rejser til at koste det samme inden for hvert trafikselskab, og rabatter bliver ensrettet på tværs af trafikselskaber. Samtidig bliver priserne på de forskellige billetprodukter justeret, så man som udgangspunkt kan regne med, at man får den billigste pris med et rejsekort i hånden. Fremover vil det også altid kunne betale sig at købe et pendlerkort, hvis man rejser den samme strækning hver dag.


Udgangspunktet for reformen er, at trafikselskaberne og operatørerne ikke skal tjene flere penge eller tabe penge, men derimod at skabe mere enkle priser. Ændringerne i takstsystemet kommer derfor ikke til at betyde prisstigninger for kunderne samlet set, da reformen er provenuneutral.


For kunder i Midttrafiks område vil reformen Takst Vest betyde følgende:


Klippekort på Midttrafik app
Prisen på klippekort stiger og et klip i Midttrafik app koster det samme som en rejse på rabatsats 0 på rejsekort. Afhængig af kundens rejsemønster, kan det være en fordel at skifte over på rejsekort fra 18. marts. Klippekortet kan dog stadig være en god løsning for de kunder, der kun rejser en gang op til 4 gange om måneden.

Rejsekort
Grundpriserne på rejser med rejsekort falder. Rabatten på 20 procent uden for myldretiden udvides til at gælde alle rejser i Midttrafiks område
Der vil fremover være fire rabatsatser - ligesom i resten af Jylland og på Fyn. Den højeste mængderabat bliver 40 procent. Kunder med rejsekort på rabattrin 6 eller 7, skal derfor overveje at skifte til et pendlerkort. Det er muligt at opgradere sit rejsekort til et rejsekort med pendler kombi på rejsekort.dk fra 18. marts

Periodekort bliver til pendlerkort 
Periodekort skifter navn til pendlerkort og bliver et fælles produkt mellem Midttrafik, DSB og Arriva. Pendlerkort kan købes på Midttrafik app, DSB app, Arriva app og fra 18. marts på rejsekort.dk som rejsekort med pendler kombi eller som pendlerkort. Pap-periodekortet udfases.

Deltidsperiodekort 
Deltidsperiodekort udgår og sælges ikke mere fra 18. marts. I stedet for et deltidsperiodekort kan kunderne bruge rejsekort, som giver 20 procent rabat på rejser uden for myldretiden i hele Midttrafiks område. Pensionister kan købe et billigere pensionistkort, hvis de bor i Aarhus, Randers, Holstebro eller Horsens kommune


Forskellige priser på bus og tog
For togrejsende i Midttrafiks område betyder reformen, at alle togrejser får samme pris som de øvrige togrejser i Vestdanmark. Der er forskel på at rejse med bus og tog, derfor koster rejser med regional- og fjerntog togpris, der er dyrere. Bus, Letbanen i Aarhus og Lemvigbanen koster altid buspris


Billetter til rejser, der kombinerer bus- og togrejser, skal købes på DSB app eller Arriva Tog app - på stationen eller på dsb.dk eller arriva.dk. Man kan benytte togbilletten i tog, bus, Letbanen i Aarhus eller Lemvigbanen til en naturligt fremadskridende rejse til destinationen påtrykt billetten


I kølvandet på Takst Vest ændrer DSB og Arriva i udbuddet af billetter hos DSB og Arriva. 


Den rigtige billet kan findes på rejseplanen
Vil man undgå at betale for meget for sin rejse med bus og tog fra 18. marts, er det vigtigt at skifte over til den rigtige billettype. Fra midt i februar bliver det muligt for kunderne at søge deres rejse på rejseplanen.dk - dateret efter 18. marts - og finde ud af, hvilken billettype, der bedst kan betale sig.


Fakta om at vælge den rigtige billettype:
  • Rejser du op til 4 gange om måneden: enkeltbillet, klippekort, rejsekort
  • Rejser du op til 30-36 gange om måneden: rejsekort
  • Rejser du mere end 30-36 gange om måneden: pendlerkort

Interesserede kan læse mere om ændringer af Midttrafiks produkter her:




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.