DANSK METAL:

Det Blå Danmark skal styrket ind i fremtiden

Mandag 22. januar 2018 kl: 11:59
Af: Redaktionen

VLAK-Regeringen har lagt en vækstplan frem, som gennem 36 initiativer skal gavne de maritime virksomheder i Danmark. Fagforeningen Dansk Metal støtter ambitionerne i vækstplanen ”Det Blå Danmark – et globalt maritimt kraftcenter” om en endnu stærkere maritim sektor i Danmark

Dansk Metal peger på, at den maritime sektor er meget vigtig for dansk økonomi. Ikke mindst i en verden med stadig hårdere konkurrence, hvor modstanden mod globalisering og international handel er voksende, er det ifølge Dansk Metal vigtigt, at Danmarks position som søfartsnation bliver styrket.


- I Dansk Metal lægger vi stor vægt på, at regeringen fremhæver uddannelse og kompetencer som en væsentlig del af fremtidens maritime sektor. Det synspunkt deler jeg. Hvis vi gerne vil tiltrække unge mennesker til erhvervet, så skal vi sikre, at der er gode muligheder for uddannelse og udvikling af kompetencer, siger Claus Jensen der er forbundsformand i Dansk Metal.


Ifølge Dansk Metal er der en række gode initiativer i VLAK-Regeringens vækstplan for Det Blå Danmark. Særligt indsatsområder, som standardfærger, digitalisering, iværksætteri og innovation, er vigtige, hvis Danmark også fremover skal være en stærk maritim nation.


- Ideen om standardiserede ø-færger i Danmark er jeg selv varm fortaler for. Det er en gylden mulighed for, at vi kan skabe et koncept, der både sikrer arbejdspladser og innovation i Danmark. Samtidig vil det være en god økonomisk beslutning for de kommuner, der er afhængige af ø-færger, for ikke at tale om gode eksportindtægter, da vi jo ikke er det eneste land i verden, der anvender ø-færger, siger Claus Jensen.


Overenskomster - også på vandet
I vækstplanen nævnes også mulighederne i en udvidelse af DIS-ordningen til at omfatte de specialskibe, der servicerer offshore-industrien.


- Jeg støtter en udvidelse af DIS-ordningen. Men det er helt afgørende, at vi også kan fremover kan sikre danske løn- og arbejdsvilkår i Danmark. Det vil sige, at en udvidelse af ordningen samtidig skal sikre, at der skal tegnes danske overenskomster på dansk territorie, siger Claus Jensen.


Vækstplanen har ifølge Dansk Metal for lidt fokus på beskæftigelse og skabelsen af nye arbejdspladser.


- Jeg kunne godt tænke mig, at regeringen havde været mere ambitiøs på beskæftigelsesområdet. Man kan selvfølgelig sige, at en stærkere maritim sektor også vil skabe arbejdspladser, men jeg havde gerne set, at der var sat penge af til at få sat gang i byggeriet af ø-færgerne, siger Claus Jensen.


Interesserede kan læse VLAK-Regeringens vækstplan for Det Blå Danmark og se faktaark her:







Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.