Molslinjens nybyggede ropax-færge får navnet Hammershus

Fredag 5. januar 2018 kl: 12:23
Af: Redaktionen

Bornholmslinjens nye kombinerede fragt- og passagerfærge, som fra september skal sejle mellem Rønne og Køge og på ruten mellem Rønne og Sassnitz, kommer til at hedde Hammershus

Molslinjens nybyggede ropax-færge får navnet Hammershus
Hammershus overtages på Rauma-værftet i Findland 27. juni 2018, hvorefter den sejles til Danmark.
- Vi har hele tiden tænkt, at færgen skulle bære et rigtigt bornholmsk navn. Og gennem hele forløbet har vi haft en ide om at opkalde færgen efter et kendt sted på Bornholm - og intet sted på øen er vel mere kendt end Hammershus, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.

 
Ropax-færgen Hammershus leveres og overtages på det finske værft Rauma 27. juni, hvor en besætning under ledelse af kaptajn Flemming Ejlersen sejler den nye kombinerede fragt- og passagerfærge til Danmark.
 

Den nye færge Hammershus er en kombineret fragt- og passagerfærge på 158 meter med 1.500 lanemeter til fragt og med plads til 720 passagerer om bord.


Det er ikke første gang, at et skib med navnet Hammershus lægger til i Rønne. Ifølge ”Med Sejl, Damp og Motor, Bornholmske skibe cirka 1850-1998” af Erik Pedersen, har seks skibe med det navn gennem tiden været tilknyttet Bornholm.

 
Den seneste færge Hammershus var fra 1965, hvor Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866 indsatte færgen Hammershus på ruten København-Rønne-Ystad. Færgen sejlede på forskellige ruter til og fra Bornholm frem til 1992.


Molslinjen overtager 1. september besejlingen af Bornholm.








Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.