VOGNMANDSORGANISATION OM TIDSBEGRÆNSNING:

Rasteplads-indgreb er nødvendigt under omstændighederne

Tirsdag 12. december 2017 kl: 18:32
Af: Redaktionen

Dansk Folkeparti og VLAK-Regeringens aftale om finansloven for 2018 indeholder et forslag om tidsbegrænset lastbilparkering på rastepladserne langs motorvejene. Forslaget er et forsøg på at dæmme op, at rastepladserne bliver brugt som en slags campingpladser af især østeuropæiske lastbilchauffører, når de venter på at få læs på deres biler. Op til kommunalvalget slog både Dansk Folkeparti og SF til lyd for en indsats, som skulle dæmme op for brugen af landets rastepladser på den måde

Vognmandsorganisationen DTL er tilfreds med, at Dansk Folkeparti og VLAK-Regeringen er blevet enige om at indføre en tidsbegrænset parkering på rastepladserne.


- Rastepladserne er blevet camping-lejr for lavtlønnede østchauffører. Deres tilstedeværelse er det håndgribelige bevis på, at cabotagekørsel er sat i system, og dermed en daglig påmindelse om unfair konkurrence og social dumping. Når visse aktører på det danske transportmarked klynker over forslaget, så er det fordi, deres medlemmer lukrerer på den systematiske undergravning af et dansk transportmarked på danske løn- og arbejdsvilkår, siger DTLs administrerende direktør, Erik Østergaard.


- Det er ærlig talt pinligt at høre klynkeriet blive forsøgt dækket ind under køre- hviletidsbestemmelserne. Sagen er jo, at danske chauffører afskæres fra at holde deres lovpligtige hvil, når øst-chauffører i dagevis har slået lejr på rastepladserne, også uden for afmærkningerne. Samtidig afskæres almindelige trafikanter fra hvil, og indehaverne af rastepladserne mister deres forretning, som vi har hørt opråbet fra blandt andet Hylkedal Øst ved Kolding, siger han videre.


Erik Østergaard understreger, at DTL bakker op om Dansk Folkeparti og VLAK-Regeringens forslag. 


- Det er et nødvendigt indgreb. I dag sender visse aktører i branchen regningen videre til samfundet, fordi de ikke vil give deres chauffører nogle ordentlige løn- og arbejdsvilkår, ordentlige muligheder for at komme på toilettet, gå i bad, lave mad og sove. Man indskriver dem i et cabotage-cirkus i månedsvis, hvor de reelt er tvunget til at holde det lange hvil i lastbilen og dermed fylder op på rastepladserne, i stedet for at kunne komme hjem til deres familier og holde hvilet. Heldigvis tyder alt på at EU-systemet har fattet problemet. Den danske regering er på vej. Og det er godt, siger Erik Østergaard, der peger på, at øst-chaufførernes livs- og arbejdsvilkår er velbeskrevet og veldokumenteret i COWI-rapporten Sideveje i Dansk transport, der blev til med finansiel støtte fra Arbejdstilsynet.


Interesserede kan læse om, hvad transportorganisationen ITD mener om forslaget her:




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.