Banedanmark er på sporene med en ny DAF med HMF-kranTorsdag 30. november 2017 kl: 12:32 Af: RedaktionenDen tjekkiske specialist i vej-/skinnekøretøjer SaZ s.r.o. har i samarbejde med DAF Trucks Danmark A/S i Kolding og AR Maskinteknik Aps i Ebeltoft leveret en højt specialiseret, tre-akslet DAF CF-510 FAT til Banedanmark Den tre-akslede DAF er udrustet med skinnehjul, så den både kan køre på normale lande- og motorveje samt på skinnerne rundt i landet. Lastbilen er opbygget af SaZ s.r.o. i den tjekkiske by Hodonin i det sydlige Tjekkiet. Her er den blevet forsynet med en dansk-produceret HMF 1330 K5-kran plus et 6,5 meter fast lad. Den er opbygget som såkaldt svejselastbil til reparation og vedligeholdelse af jernbaneskinner. Ud over HMF-kranen er den eksempelvis udrustet med en 30 kW generator, svejseudstyr, forskelllige værktøjskasser og specialværktøj, kompressor og gasflaskeholder. På begge sider af ladet er der monteret udtrækskonsoller, så svejselastbilen kan transportere op til 10 meter lange jernbaneskinner i løs vægt. Bag førerhuset er der monteret en lodret holder, så skinnerne kan placeres hen over førerhuset ved landevejskørsel. To uafhængige bogier Under chassiset er der monteret to uafhængige bogier med hver 4 skinnehjul. Når lastbilen køres fra en landevej hen over et sæt skinner, sænkes bogierne hydraulisk og løfter lastbilen fri af underlaget. Samtidig hæves lastbilens luftaffjedrede aksler for at øge frihøjden til skinnerne. Derfra kan svejselastbilen ved egen kraft køre hen til det sted, hvor en skinne eller et sporskifte skal repareres eller udskiftes. Trækkraften til skinnehjulene overføres hydrostatisk fra lastbilens motor via et kraftudtag til de bageste skinnehjul, og tophastigheden på skinner er 40 km/t. Svejselastbilen er ud over at være godkendt og indregistreret som almindelig lastbil også godkendt som jernbanekøretøj og blandt andet udrustet med jernbanelygter for og bag samt kommunikations- og sikkerhedssystemer. Den skal stationeres i Nordjylland, hvor den erstatter en ældre og udtjent svejselastbil.
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |