EU sætter nye mål for CO2-udledning fra nye personbiler og varevogne

Torsdag 9. november 2017 kl: 12:20
Af: Redaktionen

EU-Kommissionen vil styrke EU's førerposition inden for renere køretøjer og foreslår nye mål for de gennemsnitlige CO2-udslip for nye personbiler og varevogne i EU for at fremskynde omstillingen til lav- eller nulemissionskøretøjer

På et møde onsdag tog EU-Kommissionen et afgørende skridt fremad i gennemførelsen af de forpligtelser, som EU har påtaget sig i henhold til Paris-aftalen fra december 2015 om et bindende mål for EU om at reducere CO2-emissioner med mindst 40 procent frem til 2030. 


Salget af nye personbiler i EU i forhold til salget på verdensplan er faldet fra 34 procent inden finanskrisen (2008/2009) til 20 procent i dag. For at opretholde markedsandele og fremskynde omstillingen til lav- eller nulemissionskøretøjer foreslog EU-Kommissionen onsdag nye mål for de gennemsnitlige CO2-emissioner for nye personbiler og varevogne i EU, der vil gælde fra henholdsvis 2025 og 2030.


De forslag, der er blevet fremlagt, fastlægger regler for at bidrage til at sikre lige konkurrencevilkår mellem aktørerne i den industri, der er baseret i Europa. Pakken vil også sætte en klar kurs i retning af opfyldelsen af de forpligtelser, EU har påtaget sig i henhold til Parisaftalen. Pakken vil fremme både innovation inden for nye teknologier og forretningsmodeller og en mere effektiv anvendelse af alle former for godstransport. 


De mål for reduktion af CO2-emissionerne, som EU-Kommissionen har foreslået i denne omgang, er baseret på analyser og bred inddragelse af aktører, fra NGO'er til industrien. De gennemsnitlige CO2-emissioner skal være 30 procent lavere i 2030 sammenlignet med 2021 for både nye biler og varevogne.


Pakken om ren mobilitet indeholder følgende dokumenter:
  • Nye CO2-standarder for at hjælpe producenter til at tage innovation til sig og bringe lavemissionskøretøjer på markedet. Forslaget omfatter også mål for både 2025 og 2030. 2025-delmålene sikrer, at investeringer allerede nu kickstartes. 2030-målene skaber stabilitet og sætter kursen på lang sigt for at fastholde investeringerne. Disse mål bidrager til at fremme omstillingen fra konventionelle køretøjer med forbrændingsmotor til renere køretøjer
  • Direktivet om renere køretøjer for at fremme løsninger om ren mobilitet i forbindelse med offentlige udbud og dermed give et kraftigt skub til efterspørgslen og den videre udbredelse af løsninger om renere mobilitet
  • En handlingsplan og investeringsløsninger for den transeuropæiske etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer. Målet er at øge de nationale planers ambitionsniveau, øge investeringerne og styrke forbrugernes accept
  • Revisionen af direktivet om kombineret transport, der fremmer kombineret anvendelse af forskellige former for godstransport (f.eks. lastbiler og tog), vil gøre det lettere for virksomheder at benytte sig af incitamenter og derved stimulere den kombinerede brug af lastbiler, tog, pramme eller skibe til godstransport
  • Direktivet om bustjenester for at stimulere udviklingen af busforbindelser over lange afstande i Europa og tilbyde alternativer til privatbiler vil bidrage til at reducere emissionerne fra transport og overbelastningen af vejene yderligere. Dette vil give yderligere mobilitetsmuligheder, der er af bedre kvalitet og billigere, navnlig for personer med lav indkomst
  • Batteriinitiativet har strategisk betydning for EU's integrerede industripolitik, i og med at fremtidens køretøjer og andre mobilitetsløsninger og komponenterne hertil vil kunne blive udviklet og produceret i EU

Forslagene om ren mobilitet vil blive sendt til EU-Parlamentet og EU’s Ministerrådet. EU-Kommissionen opfordrer alle interessenter til at arbejde tæt sammen for at sikre en hurtig vedtagelse og gennemførelse af de forskellige forslag og foranstaltninger, således at fordelene for EU's industri, virksomheder, arbejdstagere og borgere kan maksimeres og skabes så hurtigt som muligt.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.