Danmark er verdens syvende største søfartsnationFredag 20. oktober 2017 kl: 09:04 Af: RedaktionenDen dansk-kontrollerede handelsflåde vokser, så Danmark nu er sejlet ind på syvende pladsen over verdens største søfartsnationer Danmark har formået at rykke frem på listen over de største søfartsnationer i 2017. En samlet tonnage på over 60 millioner bruttoton placerer Danmark på en syvende plads på verdensranglisten over søfartsnationer målt på opereret tonnage. Dermed er Danmark rykket en plads op listen og ligger nu foran Sydkorea. - Det er rigtig positivt at se, at Danmark, trods nogle hårde år og en hård konkurrence med blandt andet Asien, fortsat kan vokse og blive den syvendestørste søfartsnation. Det vidner om, at vi i Danmark har nogle solide maritime kompetencer og dygtige rederier, siger Anne H. Steffensen, der er administrerende direktør i Danske Rederier. Det er særligt de asiatiske lande som Japan, Kina og Singapore, der er i front, og som fortsat sidder tungt på pladserne i top fem på listen over søfartsnationer. Landene i Asien er særligt interessante for rederivirksomheder på grund af de konkurrencedygtige vilkår. Derfor er det vigtigt fortsat at have fokus på at sikre konkurrenceevnen for at drive global rederivirksomhed i Danmark. - Vi er stolte af væksten i den danske flåde, men vi har appetit på mere. Danmark skal være blandt verdens fem største søfartsnationer målt på opereret tonnage. Derfor er det vigtigt, at vi også i fremtiden kan være konkurrencedygtige, hvis trenden skal gå den vej, siger Anne H. Steffensen og fortsætter: - EU har tidligere præget listen over store søfartsnationer, men konkurrencen fra Asien i en global industri spidser til. Heldigvis har vi et godt afsæt til ny vækst i Danmark med den varslede maritime vækstplan og bred politisk opbakning til at udvikle dansk søfart. Udover Grækenland er Tyskland den eneste EU-søfartsnation, som er større end Danmark. Tyskernes forspring er dog skrumpet fra syv millioner bruttotons tidligere på året til knap to millioner bruttotons i oktober 2017.
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |