292 virksomheder søger industri- og logistikejendomme

Mandag 14. august 2017 kl: 11:20
Af: Redaktionen

Positive udvikling på Vestsjælland betyder, at de lokale erhvervsmæglere oplever en stigende lyst til at købe og leje industri- og logistikejendomme. Ifølge EDC-kæden søger 292 virksomheder og 53 investorer aktuelt efter denne type ejendomme i regionen gennem EDC Erhvervs Køber/Lejerkartotek

- Industri- og logistikejendomme er stort herude. Og med E20 løbende midt gennem Slagelse Kommune er logistikken i top. Når den nye motor-/motortrafikvej etableres mellem Kalundborg og Rønnede bliver der endnu flere muligheder for virksomhederne for at distribuere til Tyskland gennem en direkte rute. Når Femern-forbindelsen kommer, vil denne synergi blive endnu stærkere. Samtidigt udvikles blandt andet Stigsnæs Havn som industrihavn, og kommunen er meget aktiv i at tiltrække arbejdskraft. Samlet set giver det en kombination af fordele, som får mange virksomheder til at tage skridtet og flytte hertil. Og så står vi klar til at hjælpe, siger Sven Lyse, der er erhvervspartner i EDC Erhverv Poul Erik Bech.
 

Området har kvalificeret arbejdskraft
Et sted, hvor Slagelse har haft succes, er på uddannelsesområdet. Faktisk overgås tilvæksten i antal studerende kun af Aalborg og Aarhus. Slagelse har satset målrettet på uddannelser, og er i dag hjemby for blandt andet et af landets største uddannelsescentre, Selandia, som under sloganet ”Made for erhvervslivet” tilbyder over 100 uddannelser fordelt på to gymnasier, otte fagskoler, en lang række kurser og et bredt efteruddannelsesprogram. Selandia alene uddanner 12.000 elever og kursister om året. Samtidig har både Syddansk Universitet med godt 2.000 studerende, University College Sjælland med 8.000 fuldtidsstuderende og Erhvervsakademi Sjælland med omkring 3.000 årsstuderende til huse i Slagelse. Omkring Slagelse Station er et nyt campusområde under udvikling.

 
Derfor er Per B. Madsen, der er erhvervschef i Slagelse Erhvervscenter, ikke bange for at løbe tør for arbejdskraft i forhold til de nye virksomheder, der inden for få år forventes at flytte til byen. Planen er til dels at kunne skaffe arbejde til de mange nyuddannede, så de vælger at bliver i Slagelse. Erhvervschefen tror også på, at mange af de fastboende med glæde skifter deres daglige pendling ind mod København ud, hvis de kan få et passende job i Slagelse.

 
- Vi håber også, at kunne tiltrække arbejdskraft fra hovedstaden. Hvis vi har jobbene, og de opdager, at de kan få en villa med havudsigt, for samme pris som en toværelses lejlighed koster i København, så tror jeg mange vil tage springet, siger Per B. Madsen.

 
Det lokale EDC Erhvervscenter i Slagelse tror også på, at udviklingen for alvor går op ad nu.

 
- Vestsjælland er Danmarks bedst bevarede hemmelighed. Det skal vi have lavet om på, siger erhvervspartner Sven Lyse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i Slagelse.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.