Kolding afprøver nyt og miljøvenligt koncept for varelevering

Onsdag 9. august 2017 kl: 08:00
Af: Redaktionen

Kolding Kommune har indgået en aftale med virksomheden Citylogistik om en ny form for vareudbringning med et centralt lager og lastbiler med el-motorer. Målet er at teste, om det det kan lade sig gøre at fjerne noget af trængslen og den tunge trafik med vare- og lastbiler, der på hverdage bringer varer til og fra Kolding bys mange butikker

Kolding afprøver nyt og miljøvenligt koncept for varelevering
Konceptet i forsøgsprojektet er, at Citylogistik etablerer et lager uden for byen, hvorfra de kan håndtere alle vareleverancer til og fra butikker, virksomheder og kontorer i Kolding midtby. 


- De bringer varerne ud til modtagerne i mindre el-lastbiler, som ikke forurener eller støjer, og dermed får vi mulighed for at afprøve et tiltag, der forventeligt både kan gavne klimaet og bidrage til at mindske trængslen i Kolding midtby, siger formand for Miljøudvalget Eea Haldan Vestergaard, der har store forventninger til samarbejdet mellem Kolding Kommune og Citylogistik.


Merværdi for butikkerne
I første omgang går Kommunen forrest og tegner et abonnement hos Citylogistik, der betyder, at varerne til og fra rådhuset i Kolding bliver samlet til én daglig leverance og fragtet med elbiler. Eea Haldan Vestergaard håber, at mange butikker følger trop og vil være med til at teste konceptet. 


Ifølge Kolding Kommune bakke byens cityforening op og tror, at mange butikker vil være begejstrede for den nye mulighed.


- Vi tror på, at det nye koncept kan skabe merværdi for butikkerne. Vareleveringen bliver mere fleksibel, da Citylogistik kan levere varerne, når det passer butikkerne og dels får de mulighed for at tilkøbe ekstraydelser. Det kan for eksempel være hjælp til at pakke varer ud eller komme af med emballagen, som kan være en stor udfordring for mange butikker, siger citychef Mette Schumacher fra Koldings Cityforening.


Konceptet fungerer på den måde, at butikkerne tegner et abonnement hos Citylogistik som tilpasses den enkelte kundes behov baseret på antal daglige eller ugentlige leverancer og hvilke øvrige services den enkelte kunde efterspørger.


Samarbejde om centralt lager
Eea Haldan Vestergaard håber, at de andre kommuner i det tværkommunale samarbejde Energialliancen mellem Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding også kan se potentialet i den nye form for vareudbringning.


- Det vil være oplagt at etablere et fælles centrallager på en strategisk placering i området for at opnå yderligere synergi og dermed løse vores fælles udfordring med trafik og CO2-udledning, siger Eea Haldan Vestergaard.


Projektet er blevet drøftet i Energialliancen, og Kolding er den første Kommune, der prøver konceptet af.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.