43-årig mand skal i fængsel for grov moms- og skattesvig

Torsdag 27. april 2017 kl: 09:25
Af: Redaktionen

Tirsdag faldt der dom i retten i Glostrup i en sag, hvor en 43-årig mand stod tiltalt for grov moms- og skattesvig for et samlet beløb på over 30 millioner kroner. Den 43-årige blev idømt fire års fængsel og en bøde på 30,4 millioner kroner

Den 43-årige mand var aktiv gennem en række virksomheder, der modtog betaling for forskelligt arbejde - typiske chauffør-arbejde. Indbetalingerne blev efterfølgende blevet hævet kontant, uden der skete korrekt angivelse af moms og skat. 


Den 43-årige mand benyttede udenlandske stråmænd i sine virksomheder - angiveligt for at sløre den reelle bagmand - ham selv.


Politiet og Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har arbejdet med sagen i godt to år, og i ifølge efterforskningen har kriminaliteten stået på siden 2012.


- Jeg er rigtig godt tilfreds med at retten i hovedtræk har fulgt Anklagemyndighedens påstande, og at der nu er faldet dom i sagen efter godt og langvarigt samarbejde mellem politi og Anklagemyndighed, siger specialanklager Helene Yde Herborg.


Sammen med den 43-årige mand blev to andre personer dømt for mindre roller i sagen. De fik hver et år og seks måneders betinget fængsel med vilkår om 250 timers samfundstjeneste.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.