Kurerfirma vil være helt ren om 33 år

Tirsdag 18. april 2017 kl: 12:37
Af: Redaktionen

Inden der er gået 8 år vil kurervirksomheden DHL, der er et selskab i Deutsche Post-koncernen, halvere sin udledning af CO2. På lang sigt er målet af være helt CO2-neutral i 2050 - om 33 år. Deutsche Post DHL Group vil blandt andet bruge elektriske køretøjer ved afhentning og levering af pakker for at kunne halvere sin CO2-udledning

Kurerfirma vil være helt ren om 33 år
DHL Express og moderselskabet Deutsche Post DHL Group har sat sig nogle nye ambitiøse grønne mål for at bidrage til at nå målet om at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under to grader celsius, som det blev vedtaget ved klimakonferencen i Paris i 2015 (COP 21) samt det, der er FN’s agenda for 2030 om bæredygtig udvikling. 


Koncernens klimamål om at ikke at udlede drivhusgasser i 2050 gælder både for egne aktiviteter og for underleverandører. I første omgang er blikket rettet mod fire konkrete mål, som skal nås allerede inden 2025 som en del af koncernens miljøbeskyttelsesprogram GoGreen. 

  • Det første mål handler om at reducere udledningen af drivhusgasser med 50 procent i forhold til niveauet fra 2007. 
  • Derudover har koncernen et mål om at forbedre livet for folk, hvor de bor og arbejder. Det skal ske ved, at Deutsche Post DHL Group - og dermed DHL Express - i 70 procent af alle tilfælde benytter sig af for eksempel cykler og elektriske køretøjer ved afhentning og levering af pakker. 
  • Det tredje af de fire mål handler om, at over halvdelen af salget skal være inden for grønne løsninger, hvilket også gør kundernes forsyningskæder mere miljøvenlige. 
  • Endelig vil koncernen uddanne og certificere 80 procent af sine medarbejdere som GoGreen specialister inden 2025. Dermed ønsker den tyske koncern globalt at inddrage medarbejderne i beskyttelsen af klimaet og sammen med sine partnere desuden plante en million træer hvert år.

DHL har tidligere nået mål før tid

De nye klimamål er baseret på Deutsche Post DHL Groups erfaring med sit eget klimabeskyttelsesprogram, GoGreen. Her lød et tidligere mål, at koncernen ville reducere udledningen af egne drivhusgasser med 30 procent i forhold til niveauet fra 2007 i 2020. Det mål nåede koncernen i 2016 - fire år før planen takket være en lang række forskellige initiativer til at optimere flåden af køretøjer, bygninger og logistiknetværket.


Logistikkoncernens miljøbeskyttelsesprogram, GoGreen, bygger på to grundlæggende principper: ”Burn less” og ”Burn clean”. Burn less-princippet handler om at reducere energiforbruget uden at ændre energikilde - eksempelvis ved at transportere flere pakker ad gangen. Burn clean fokuserer på at bruge grønne energikilder som eksempelvis elektriske køretøjer ved afhentning og levering af pakker. Ved at benytte begge principper opnår koncernen de mest optimale resultater for sin indsats. Endelig har logistikkoncernen i dag også en række standardiserede såvel som skræddersyede løsninger som en del af sine GoGreen leveringsmuligheder. Dermed kan den globale virksomhed også hjælpe sine kunder med at reducere udledningen af drivhusgasser i deres egne forsyningskæder.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.