Danmark og Kina indgår ny maritim samarbejdsaftale

Torsdag 23. februar 2017 kl: 13:04
Af: Redaktionen

Erhvervsminister en underskrev i dag en ny dansk-kinesisk samarbejdsaftale om grøn maritim teknologi, skibsbygning og offshore-udstyr.
I forbindelse med sit besøg i Kina har erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) torsdag underskrevet en ny samarbejdsaftale - et Memorandum of Understanding - om grøn skibsbygning. Aftalen er indgået med det kinesiske ministerium for industri og IT (MIIT)


- Kina har en af verdens største skibsbygningsindustrier, og de har i disse år et stærkt fokus på energieffektiv og miljøvenlig skibsbygning. Danske maritime industrivirksomheder er særligt dygtige, når det gælder grønne maritime løsninger, og der ligger derfor et stort vækstpotentiale for Danmark, hvis vi kan styrke samarbejdet med Kina og øge eksporten af danske maritime produkter, siger Brian Mikkelsen.


I 2014 indgik Danmark og Kina for første gang en samarbejdsaftale om grøn skibsbygning, men aftalen udløb i 2016. Derfor har erhvervsministeren nu indgået en ny og udvidet aftale, der også inkluderer samarbejde om offshore-udstyr til gavn for danske maritime industrivirksomheder med interesse i det kinesiske marked.


Erhvervsministeren mødtes torsdag også med den kinesiske transportminister for at diskutere shipping og samarbejdsmuligheder mellem Danmark og Kina inden for maritim transport.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.