Havn i Sydjylland er ved at løbe tør for plads

Tirsdag 7. februar 2017 kl: 11:19
Af: Redaktionen

En større efterspørgsel på effektive transportløsninger og en aktiv vækststrategi bragte i løbet af sidste år mere gods til Kolding Havn. Mere gods betyder flere skibe i havnen og flere hænder til at håndtere godset. Den positive udvikling i godsomsætningen på havnen i 2016 blev fulgt op af nye kunder, som etablerede sig med virksomhed på Kolding Havn. Dermed fortsatte en samlet kraftig vækst på erhvervshavnen i Kolding, som må konstatere, at haven er ved at løbe tør for plads

Havn i Sydjylland er ved at løbe tør for plads
Med etableringen af nye virksomheder på Kolding Havn i 2016 er der nu over 40 firmadomiciler på havnen, og der er udlejet omkring 400.000 kvadratmeter erhvervsjord på havnen til havnerelaterede virksomheder. Hertil kommer den øgede godsmængde, som kræver yderligere plads langs kajen til håndtering og midlertidig opbevaring. Dermed begynder Kolding Havn at løbe tør for plads til såvel gods som erhvervsjord til nye virksomheder.


Nye arealer inddrages til vækst
Det er udsigten til billig transport ad søvejen samt fleksible transportløsninger med skib, tog og lastbil, som trækker flere virksomheder til Kolding Havn. Og  successen med at tiltrække flere virksomheder til havnen skaber behov for mere plads.


- Heldigvis har vi endnu nogle muligheder for udvidelse af havnens arealer de kommende år, siger bestyrelsesformand for Kolding Havn Kjeld Kjeldsen.


- Vi har i bestyrelsen bedt om en undersøgelse af muligheden for at inddrage yderligere 60.000 kvadratmeter til den fremtidige vækst. Det er et område med inddæmmet jord, som ligger tæt på Sydkajen. De positive tal for både gods og nye kunder giver os en stærk tro på fremtidig vækst på Kolding Havn – og vi er da også midt i processen med at opdatere havnens vækststrategi for de kommende år, siger han videre.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.