Transport 2017 vil prise show trucks

Torsdag 15. december 2016 kl: 10:33
Af: Redaktionen

På opfordring lanceres ny pris på Transport 2017. Show Truck Award er navnet på prisen, som hylder branchens flotteste biler og samtidig sætter fokus fagligheden bag. Vinderen kåres lørdag 25. marts og kan gå hjem med hovedpræmien på 75.000 kroner

Transport 2017 vil prise show trucks
Alle kan stille op med deres bil, når MCH Messecenter Herning gennemfører Show Truck Award på transportmessen i dagene 23.-25. marts 2017. Det er gratis at være med, og de tilmeldte biler udstilles på et særskilt udendørs areal i forlængelse af messehallerne, hvor også den anden store udendørs udstilling "Årets Opbygning" finder sted.
 

- Mange har efterspurgt flere show trucks på transportmessen, og af den grund har vi sammen med branchen udviklet Show Truck Award, som dels er en udstilling, dels en kåring af den flotteste bil, siger projektleder Betina Engholm, MCH.
 

Fagkyndigt dommerpanel
For at sikre en retfærdig kåring er der nedsat et dommerpanel, som vurderer bilerne ud fra faglærte kompetenceområder. Herunder vurderes hver bil på kategorierne autolakering, kabine, udvendigt udstyr samt rengøring/bilpleje. Karaktererne for de enkelte kategorier sammenlagt med en publikumsafstemning afgør, hvem der vinder.
 

I alt seks dommere er engageret i dommerpanelet. Til bedømmelse af autolakering udgør dommerpanelet faglærer Simon Bjerg Dinesen fra Teknisk Skole Silkeborg og teknisk konsulent Rico Laurits Madsen fra AutoBranchen Danmark. Indenfor kategorien kabine er faglærer Lea Andersen fra Teknisk Skole Skive specialist som autosadelmager. Udvendigt udstyr bedømmes af faglærer Lars Frimodt Sørensen fra Teknisk Skole Silkeborg og repræsentant fra Dansk Metal Tom Myrrhøj Nielsen. Philip Jørgensen fra Philip's Bilpleje vurderer kategorien rengøring/bilpleje.
 

75.000 kroner til førstepladsen
Udstillingen af show trucks løber primært af stablen fredag og lørdag under transportmessen. Her kan de besøgende se nærmere på bilerne og afgive deres stemmer. Sideløbende foregår dommervurderingerne, og lørdag aften i forbindelse med Årets Transportfest offentliggøres vinderen.


Fakta om Transport 2017
Transport 2017 er Skandinaviens største indendørs fagmesse for transportbranchen og gennemføres for 14. gang i MCH Messecenter Herning i dagene 23.-25. marts 2017.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.