Speditører byder Brian Mikkelsen velkommen som ny erhvervsminister

Tirsdag 29. november 2016 kl: 20:47
Af: Redaktionen

I tirsdagens udgave af dagbladet Børsen er administerende direktør i Danske Speditører, Martin Aabak, til stede med budskabet om, at vækstmulighederne inden for spedition og logistik skal kortlægges og udnyttes

I et debatindlæg i Børsen byder Martin Aabak den nye erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) velkommen og minder ham om logistikken. 


Et andet sted i tirsdagens udgave af Børsen forklarer Martin Aabak nærmere om ideen om, at vækstmulighederne inden for spedition og logistik skal kortlægges og udnyttes


- I stedet for at blive ved at tænke traditionelt skal vi spørge, hvordan logistikken i større omfang end i dag kan tilbyde kunderne i industrien bedre og mere effektive ydelser, der understøtter og udvikler produktionen, siger Martin Aabak, der mener at danske speditørers bidrag til landets udenrigshandel kan udvikle sig til at blive endnu større.


- Det kræver vækstinitiativer, der ikke blot kan gavne speditions- og logistikbranchen, men som også kan styrke væksten og beskæftigelsen i industrien, siger han og fortsætter:


- Vi skal have lagt en klar strategi for vækst. Vi skal samle landets centrale aktører og politikere for at se på, hvordan vi kan skabe nye arbejdspladser.


Martin Aabak mener, at alle vil kunne vinde ved at starte en bred dialog om vejene til vækst inden for spedition og logistik.


- Inden for branchen har vi nok en god fornemmelse for, hvad der skal til. Men det er vigtigt, at alle parter med indsigt i speditions- og logistikbranchen sidder med. Vi skal derfor også invitere folk ind, som ikke har deres daglige gang i branchen. Vi har brug for ideer udefra, mener han.


Han tænker for eksempel på fagforbundet 3F, som organiserer chauffører og lagermedarbejdere - og på de ledende organisationer i øvrigt. Men også på kommuner og de relevante myndigheder, transportkøbere, logistikoperatører og speditører. Altså alle led i transportkæden.


- Vi skal sætte os omkring bordet og spørge, hvad skal der egentlig til, for at vi kan skabe en effektiv forsyningskæde, siger Martin Aabak til Børsen.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.