Transport- og byggeområdet kan opleves i den københavnske kulturnat

Fredag 14. oktober 2016 kl: 11:54
Af: Redaktionen

Som del af kulturnatten i København slår Transport- og Bygningsministeriet dørene op på Frederiksholms Kanal. Alle er velkomne til en aften med oplevelser, viden og aktiviteter for alle aldersgrupper

Ministeriets institutioner er talrigt repræsenteret med udstillinger, store maskiner og prøv selv-aktiviteter, der fortæller om ministeriets mange ansvarsområder.


Vejdirektoratet kommer og fortæller om arbejdet med at gøre vejene klar til selvkørende biler, og hos Banedanmark kan man få et indblik i jernbanens forunderlige verden set igennem 3D-modeller og høre om banebrydende erfaringer fra den nye 60 km lange højhastighedsbane.


Man kan også blive klogere på droner, dronelovgivning, -uddannelse og de mange anvendelsesområder, som de små flyvende objekter har, når Trafik- og Byggestyrelsen sammen med blandt andet Beredskabsstyrelsen, Politiet og brancheorganisationen UAS sammen deler ud af deres viden. 


På kajen foran ministeriet holder Veteranbilklubben til med deres udstilling af biler, der engang var normale i det danske gadebillede - og nogle få udenlandske perler.


For de små gæster er der blandt andet mulighed for at sidde i en politibil, bygge fremtidens bil og deltage i Bygningsstyrelsens konkurrence om at bygge den flotteste bygning med træklodser.


Alle med et gyldigt kulturpas er velkomne fra klokken 17 til klokken 22, hvor kulturnatten i Transport- og Bygningsministeriet slutter.


Transport- og Bygningsministeriet har adresse på Frederiksholms Kanal i København.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.