Aarhus kommune vil gøre det lettere at skifte transportmiddelTorsdag 29. september 2016 kl: 12:19 Af: RedaktionenEn ny strategi i Aarhus Kommune skal gøre det lettere at rejse og skifte til den kommende letbane fra et andet transportmiddel. Strategien indeholder flere forslag, som skal fremme ambitionerne - det gælder blandt andet et stort parker og rejs-anlæg i Lisbjerg nordvest for Aarhus og tæt på erhvervsområdet, der blandt andet huser et Ikea-varehus og et Silvan-byggemarked Når letbanen fra midten af næste år kommer på sporet på de aarhusianske gader og veje, skal det være så let som muligt for cyklister og bilister at skifte fra cykel eller bil til letbane. Derfor fremlægger Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø en ny indsatsplan, som skal danne grundlag for, at det bliver enkelt at kombinere bilen eller cyklen med kollektiv transport på den daglige tur til og fra studie eller job. - Det skal være let, fleksibelt og sikkert at kombinere bil og cykel med kollektiv trafik eller skifte mellem eksempelvis bus, tog og letbane. Muligheden for at kombinere forskellige transportmidler er et vigtigt skridt på vejen til at sikre en god samlet mobilitet for aarhusianerne, siger Kristian Würtz. Som det første store tiltag vil Teknik og Miljø i Aarhus Kommune etablere gode parkeringsforhold for biler og især cykler langs letbanen. Det skal understøtte brugen af letbanen og minimere trængselsproblemer. Der er tale om både store og mindre projekter ved de mange standsningssteder. Stort anlæg i Lisbjerg Flagskibet er et helt nyt Parkér og Rejs anlæg ved Klokhøjen i den sydlige del af Lisbjerg byområde - med omkring 100 parkeringspladser til biler og ligeså mange til cykler - tæt på motorvejen og letbanen. Hvis det viser sig nødvendigt kan anlægget udbygges. - Et Parkér og Rejs anlæg i Lisbjerg vil blandt andet give pendlere fra Djursland gode muligheder for at parkere bilen tæt på motorvejen og stige på et letbanetog. Letbanen kører hyppigt, og man undgår den værste trængsel og udfordringer med at finde en parkeringsplads inde i byen, siger Kristian Würtz. Strategiforslaget fokuserer på fire forskellige typer af anlæg, der skal gøre det lettere at kombinere forskellige transportmidler - også for pendling på tværs af kommunegrænsen.
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |