Ny turismestrategi skal skabe vækst

Fredag 23. september 2016 kl: 09:00
Af: Mikael Hansen

Danmark skal i 2025 have en tredjedel flere turister og turismeomsætningen skal nå 140 mia. kr. Med en række turismefremmende initiativer skal en ny national strategi for dansk turisme sætte en fælles retning for dansk turisme. Strategien blev for nylig lanceret i Legoland af erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Nu skal Danmark have del i den globale vækst i turismen. Det er ambitionen, at Danmark i 2025 får en tredjedel flere turister, svarende til 17 mio. flere overnatninger end i 2015, og at turismeomsætningen når 140 mia. kr., hvilket er 45 mia. kr. mere end i 2014. Samtidig skal de udenlandske turister være mindst lige så tilfredse med ferieoplevelsen i Danmark som i vores nabolande.


Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:


-Selvom det de seneste år er gået godt for dansk turisme, så går det også godt hos flere af vores konkurrenter og Danmark har tabt markedsandele i de senere år. Derfor styrker vi nu indsatsen på turismeområdet, så vi kan tiltrække flere turister, der bruger flere penge og er mere tilfredse med at gæste Danmark.

Indsatsen skal koordineres
Den nye nationale strategi for dansk turisme skal samle de private og offentlige aktører på turismeområdet, så hele turismeerhvervet bidrager til en samlet og koordineret indsats, der gør det muligt styrke dansk turisme.

Som udgangspunkt for det fælles arbejde præsenteres i strategien en ny fælles vision for dansk turisme:

”Danmark skal være en nærværende turistdestination, hvor vi sammen med vores gæster skaber ægte og mangfoldige oplevelser af høj kvalitet – altid i øjenhøjde og tæt på.”

Strategi uden busser

Den nye turismestrategi er dog så overordnet formuleret, at ordet ”turistbus” eksempelvis ikke forekommer i teksten. Incoming-turismen er det område af det indenlandske turisterhverv, som skaber mest beskæftigelse til turistbusser.

Intet nyt udspil uden kritik, således også turismestrategien. Regionsformanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), har kritiseret turismestrategien for ikke at fokusere tilstrækkeligt på storbyferie, som incoming-turismen er en del af.

Den fulde tekst til den nye nationale turismestrategi kan hentes på Erhvervs- og Vækstministeriets hjemmeside.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.