BORGMESTEREN I AARHUS:

Ny lufthavn ved Thomasminde er ikke realistisk

Onsdag 31. august 2016 kl: 17:50
Af: Redaktionen

Etableringen af en ny lufthavn i Thomasminde er ikke er realistisk. Det er Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard’s konklusion efter møde mellem ham og transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) og borgmester Jacob Bundsgaard (S) har ved et telefonmøde drøftet mulighederne for at etablere en ny lufthavn i Thomasminde. Mødet var en direkte opfølgning på aftalen mellem ministeriet og Aarhus Kommune om, at Aarhus Kommune skulle skabe afklaring på, hvor EU-kommissionen står i forhold til EU-statsstøttereglerne i relation til etablering af en ny lufthavn i Thomasminde. 


EU-Kommissionen rejser tvivl om behovet for en ny lufthavn, da der efter EU-Kommissionens opfattelse er rigelig kapacitet i de eksisterende lufthavne i Jylland. 


På baggrund af EU-Kommissionens tilbagemelding er der enighed mellem transport- og bygningsministeren og borgmesteren i Aarhus om, at etablering af en ny lufthavn i Thomasminde ikke er realistisk. 


Borgmester Jacob Bundsgaard havde gerne set en ny lufthavn i Thomasminde for at sikre ikke mindst erhvervslivet i Østjylland en god og fremtidssikret tilgængelighed i forhold til det internationale marked, men mener, at det nu handler om at se fremad.


- Når det nu ikke kan lade sig gøre, glæder jeg mig over, at der er skabt afklaring, og de mange berørte borgere i området nu har vished for, at de ikke bliver berørt af en ny lufthavn. På den baggrund kan vi nu også sætte fuld fokus på Aarhus Lufthavn og arbejdet på at udvikle den, siger borgmester Jacob Bundsgaard. 


Borgmester Jacob Bundsgaard vil på byrådsmødet onsdag anbefale, at der ikke arbejdes videre med en eventuel ny lufthavn i Thomasminde.



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.