Japanske biler kommer til Göteborg

Fredag 1. juli 2016 kl: 13:44
Af: Jesper Christensen

Fra juli er det Göteborg, der er ankomsthavn for nye biler fra den japanske bilproducent Mazda. - Det er et godt eksempel på, hvor godt samarbejdet mellem aktørerne på bilsiden i Gøoteborgs Hamn fungerer, siger Claes Sundmark, der er forretningsområdechef hos Göteborgs Hamn AB

- Nu er det med fælles kræfter lykkes os at knytte yderligere en velrenomeret bilfabrikant til havnen, hvilket er vældigt positivt, siger han videre.


Mazda har hovedparten af sin bilproduktion i Japan. Göteborgs Hamn har mange og hyppige forbindelser fra Japan, hvilket var afgørende for Mazda’s valg af ny importhavn for biler til det svenske marked. Tidligere var det CMP-havnen i Malmö, der modtog de nye biler fra Mazda.


Frem over er det rederiet CLdN, som står för søtransporten. Når bilerne er kommet i havn, bliver de håndteret af Logent Ports and Terminals til videre transport i Sverige.


Mazdas Svenske hovedkontor ligger i Kungsbacka lidt uden for Göteborg. At man nu får kort vej til havnen, hvor bilerne kommer ind, ser Stefan Sandberg, der er servicemarkedschef for Mazda Sverige, som en fordel. Men det har ikke været det vigtigste i valget af ny importhavn.


- Det ser vi som en bonus. Det vigtigste er, at vi med Göteborgs Hamn kan få mere hyppige transporter og et mere effektivt flow, hvilket betyder, at vi kan få bilerne hurtigere ud til kunderne, siger han videre.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.