Politi: Bestil en færdselskontrol - Det virker

Torsdag 30. juni 2016 kl: 10:01
Af: Redaktionen

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik for nylig en bestilling på en hastighedskontrol på Sneserevej i Tappernøje. Det var ikke i forvejen et af de steder, som politiet har identificeret som særligt udsat for høje hastigheder. Men efter en måling onsdag bliver strækningen med stor sikkerhed ført på listen over de faste målesteder. Politiet kunne måle hastighedsoverskridelse på over 100 procent

På Sneserevej i Tappernøje er den højest tilladte hastighed 50 km/t. Men af de 364, politiet målte onsdag formiddag, kørte 147 for hurtigt. Den hurtigste var oppe på 106 km/t, hvilket betyder, at han står til en ubetinget frakendelse af sit kørekort. Derudover blev der uddelt 19 klip og en betinget frakendelse af føreretten.


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fremhæver, at onsdagens kontrol er et godt eksempel på, hvordan politi og borgere kan hjælpe hinanden. Politiet blev på bedste vis gjort opmærksom på en strækning, hvor trafikanterne tilsyneladende har meget svært ved at overholdt fartgrænsen. 


- Så endnu en gang kan vi se, at ”bestil en færdselskontrol” er en god og effektiv ordning, der sætter fokus på de områder, hvor også borgerne mener, at det giver mening at måle. Tak for alle jeres bestillinger, lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi .




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.