… og hermed erklærer jeg Vestfyn Trækker for åben.

Fredag 27. maj 2016 kl: 11:40
Af: Mikael Friis

Vognmand Poul Henrik Schou fik for et par timer siden æren at holde åbningstale ved Danmarks største udendørs transportudstilling, Vestfyn Trækker. Det gjorde han med et optimistisk budskab om fremgang i transportbranchen

… og hermed erklærer jeg Vestfyn Trækker for åben.
- Vi har masser af dygtige transportvirksomheder og leverandører til transportbranchen. Med en udstilling som Vestfyn Trækker fortæller vi den gode historie om en branche, der sprudler af nytænkning og virkelyst, sagde Poul Henrik Schou og fortsatte:


- Der er brug for udstillinger som denne. Ved den første Vestfyn Trækker i år 2000 var messearealet på ca. 5.000 kvadratmeter til de ca. 40 udstillere. I 2016 er messearealet mere end 10-doblet til 55.000 kvadratmeter, og over 130 virksomheder benytter lejligheden til at møde kunder og samarbejdspartnere. Tallene taler for sig selv.


Inden åbningen havde han været en hurtig tur rundt på pladsen ved VBG i Ejby, som sammen med nabovirksomhederne lægger parkeringsplads og græsplæne til messen fredag, lørdag og søndag. 


- Jeg har allerede set mange flotte stande og mødt mange motiverede medarbejdere derude. Det skal nok blive godt, fastslog Poul Henrik Schou. 


Han opfordrede de godt 130 udstillere til at netværke på tværs af brancher og virksomheder.


- I nogle dele af transportbranchen mangler vi medarbejdere, så vi skal ud og fortælle om alle de spændende job, der er i branchen. Giv den gas de næste tre dage, for på mandag er der for sent, opfordrede Poul Henrik Schou, inden han sluttede med de ordene:

- Og hermed erklærer jeg Vestfyn Trækker 2016 for åben.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.