Aalborg Lufthavn satte rekord i april

Mandag 2. maj 2016 kl: 12:39
Af: Redaktionen

Fremgang i indenrigs- og chartertrafikken betød en stærk april for Aalborg Lufthavn, der samlet set havde en fremgang på 5,6 procent i forhold til april sidste år. Derved er en ny rekord nået, da april 2016 er den største april måned i lufthavnens 78-årige historie

Indenrigstrafikken landede på 75.355 passagerer til og fra København i april i år mod 66.154 i april sidste år - en fremgang på 13,9 procent.


- Der ses vækst for sjette måned i træk i indenrigstrafikken, hvilket er meget glædeligt. Den flotte fremgang skyldes primært et forbedret sædeudbud fra SAS og Norwegian. Fremgangen er også dokumentation på øget aktivitet i erhvervslivet, siger Søren Svendsen, der er direktør i Aalborg Lufthavn.
 

Også Chartertrafikken fortsatte fremgangen, idet 11.088 fløj til og fra Aalborg i april år i forhold til 10.256 i april sidste år. Det er en fremgang på 8,1 procent.
 
 
Som en konsekvens af Lufthansas reducering af afgange sidste måned, ses en tilbagegang i udenrigstrafikken på 10,6 procent. På udenrigsruterne var der 31.613 passagerer til og fra Aalborg i april i år mod 35.370 sidste år.
 

- April var spået til at blive en stor udfordring for Aalborg Lufthavn, da det var første måned efter Lufthansas reducering af afgange. Det er derfor til stor glæde, at denne måned afsluttes med endnu en rekord - som den største april i lufthavnens historie, siger Søren Svendsen.
 

Samlet set rejste 118.056 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i april i år mod 111.780 i april sidste år - en vækst på 5,6 procent.
 

Aalborg Lufthavn i fortsat god vækst
Årets første fire måneder viser kontinuerlig god vækst i Aalborg Lufthavn på alle trafikområder, hvor der ses en stigning på 10,7 procent i 2016 i forhold til 2015 - med henholdsvis 8,5 procent for indenrigs, 11,9 procent for udenrigs og 19,4 procent for charter.
 

- Foruden en god vækst, glæder vi os over flere operatører på afgange til populære rejsemål som Malaga og Mallorca, der skaber yderligere konkurrence, og ikke mindst den kommende vinters direkte charterrute til Kenya, siger Søren Svendsen.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.