Tysk transportkoncern åbner fragtcenter i dansk lufthavnTirsdag 2. februar 2016 kl: 14:23 Af: RedaktionenKøbenhavns Lufthavn er mere end passagertransport. Der håndteres også store mængder luftfragt. Nu flytter et af verdens største transport- og logistikfirmaer, tyske Kuehne + Nagel, ind i Københavns Lufthavn for at opbygge et nordeuropæisk fragtcenter Med mere end 370.000 ton luftfragt sidste år og en stigning på over 20 procent siden 2010 har luftfragten via Københavns Lufthavn i Kastrup nået nye højder. - Selv om luftfragten kun udgør én procent af den samlede fragtmængde, så udgør den 32 procent af den samlede værdi af Danmarks handel med udlandet, siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard. Sammen med verdens næststørste luftfragtspeditør, Kuehne + Nagel, ankomst til Københavns Lufthavn 1. februar, ankommer også de første 30 medarbejdere til et 2.400 kvadratmeter nyet område i lufthavnens cargo-afdeling. - 30 medarbejdere rykker ind i CPH her i februar, og vi har en klar forventning om at ansætte yderligere folk allerede i år og næste år. Når vi placerer det nye luftfragt logistikcenter i Københavns Lufthavn får vi det perfekte udgangspunkt for at udvikle vores forretning endnu mere, siger Jens Davidsen, der er Kuehne + Nagels danske luftfragtsdirektør. - Der er mange fordele ved vores nye placering, som har lager med direkte udgang til flyene på ”airside”, som det hedder. Vi kan blandt andet tilbyde den hurtigste responstid på akutsendinger, x-ray/screening i egen terminal og afhentning og levering direkte til fly, siger Jens Davidsen. Natlig succes Det seneste år er antallet af sendinger hos Kuehne + Nagel vokset med 20 procent, og det kan blive endnu mere. - Vi forventer minimum den samme vækst de kommende år, men væksten kan også blive væsentlig større, når det lykkes at trække fragten fra de andre nordiske lande her til Københavns Lufthavn, siger Jens Davidsen. Luftfragt er umiddelbart ikke en af Københavns Lufthavns mest synlige aktiviteter, da en stor del af fragttrafikken foregår om natten. Men væksten - og forventningerne - er høje. Det er især dyrere, tidsfølsomme og letfordærvelige varer, der fragtes med fly - fra medicin, nødhjælp og avancerede maskiner til friske fisk og mejeriprodukter. Fragt gør passagerruter bæredygtige En stigende del af fragten flyves i dag med passagerfly - den såkaldte ”belly cargo”. Den udgjorde i 2015 knap 40 procent af den samlede mængde luftfragt, siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard. - For især de lange interkontinentale flyruter er ”belly cargo” en særdeles vigtig del af forretningen. Luftfragt kan udgøre op til 20 procent af omsætningen på flere passagerruter. Det er en af mange grunde til, at luftfragt er en væsentlig del af lufthavnens strategi for at skabe vækst og arbejdspladser i hele Danmark, siger Peter Krogsgaard. Københavns Lufthavn betjenes i dag af regulære fragtfly fra Singapore Airlines Cargo, China Cargo Airlines, Emirates Sky Cargo, DHL og FedEx. Udover Kuehne + Nagel huser lufthavnen fragtfirmaer som Worldwide Flight Services, Fedex, DHL Aviation, Internationalt Postcenter, Spirit Air Cargo Handling, Airland Logistics, CTS Express, Martin Bencher og Jetpak. Fakta om Kuehne + Nagel
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |