Julen bringer mere end gaver - eksempelvis en bus til hjemturen

Tirsdag 24. november 2015 kl: 14:52
Af: Redaktionen

Lad bilen stå og tag bussen ud og hjem fra julefrokosten. Det er budskabet fra Nordjyllands Trafikselskab og Nordjyske Jernbaner, som igen i år har indsat ekstra natbusser og juletog i julefrokosternes højsæson. Den første natbus og nattog kørte 20. november. Kører man på rejsekort, sparer man nattillægget


Natbusserne kører året rundt på nætter efter fredage og lørdage og ”gå-i-byen-dage”, men fra den 20. november til og med den 12. december og nytårsnat er der flere natbusruter og flere afgange end ellers, så endnu flere kan tage bussen hjem efter en festlig aften. Natbussernes køreplaner findes på Rejseplanen og på NordjyllandsTrafikselskab.dk, hvor de ekstra juleafgange er markeret med et J i køreplanerne.


Fra d. 27 november til d. 12 december indsætter Nordjyske Jernbaner julenattog på Skagensbanen og Hirtshalsbanen. Køreplanerne for nattogene findes på njba.dk og Rejseplanen.


Slip for nattillæg og få rabat med rejsekort
Nordjyllands Trafikselskab anbefaler passagererne at benytte rejsekort, når de rejser med julenatbus eller -tog, da de dermed undgår at betale nattillæg, som svarer til en 2 zoners billet til en voksen. Rejsekortkunder får derudover turen med rabat, fordi turene om natten ligger udenfor myldretiden. Rabatten for at rejse udenfor myldretiden er på 14-28 procent og afhænger af, hvilken kundetype rejsekortet er udstedt til og hvilket rabattrin man er placeret på.


- Vi kan kun anbefale, at man anskaffer sig et rejsekort, hvis man skal rejse med en af vores natbusser, siger Mette Henriksen, der er chef for afdelingen Kunder & salg hos NT. 

- Hvis man samtidig laver en automatisk tank-op-aftale til rejsekortet, er man også klar med en billet, næste gang man lader bilen stå og tager bussen i stedet for, siger hun.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.