Ulykker med lastbiler er i fokus

Onsdag 2. september 2015 kl: 11:13
Af: Redaktionen

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker (HVU) er i gang med en dybdeundersøgelse af ulykker med lastbiler. I alt ca. 30 ulykker med personskade kommer til at udgøre grundmaterialet for undersøgelsen. Undersøgelse vil omfatte alle typer ulykker med lastbiler både på det overordnede vejnet og på mindre veje i byer, hvor eksempelvis de bløde trafikanter er særligt udsatte

Baggrunden for at sætte fokus på lastbilulykker er blandt andet, at andelen af dræbte er relativt høj for denne type ulykker set i forhold til andre ulykkestyper. Det skyldes i høj grad den store masseforskel, der er ved kollision med for eksempel en personbil. HVU’s undersøgelse kan bidrage til, at forebyggelsesindsatsen kan målrettes mere præcist.


I undersøgelsen vil der eksempelvis være fokus på køretøjerne og på førerne. 

Køretøjerne er i fokus, fordi der er en række forhold omkring deres kollisionsegenskaber og stand samt udsynet fra førerhuset og via spejle, som er afgørende i forbindelse med ulykkerne. 

Førerne er i fokus, fordi lastbilkørsel stiller særlige krav til deres kompetencer og fysisk/psykisk tilstand. 

Der vil også være fokus på brug af teknologiske hjælpemidler (mobiltelefon, GPS osv.) under kørslen.


Resultaterne forventes at foreligge i efteråret 2016.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.