ARBEJDSGIVERE I DA:

Den danske model har talt

Torsdag 2. juli 2015 kl: 08:02
Af: Redaktionen

Arbejdsretten afsagde onsdag dom i sagen mellem Ryanair og Serviceforbundet/FPU vedrørende overenskomst for ansatte i Ryanair. Afgørelsen betyder, at det irske lavprisflyselskab ikke kan afvise fagbevægelsens krav om danske overenskomster med den begrundelse, at medarbejderne ikke har tilknytning til Danmark

- Dommen overrasker os ikke. Vi har hele vejen igennem betragtet Ryanair-sagen som en almindelig sag, der handler om, hvor medarbejderne hører hjemme, siger direktør i DA, Pernille Knudsen og fortsætter:


- Når vi har at gøre med medarbejdere, der arbejder i flere lande, kan det være lidt mere kompliceret at afgøre, hvilket land medarbejderne er tættest knyttet til, og dermed, hvilket lands regler, der gælder. Nu har Arbejdsretten afgjort, at det er reglerne i Danmark, der gælder.
 

Arbejdsrettens afgørelse betyder, at Ryanair står over for et krav om dansk overenskomst. Det er ifølge DA helt i overensstemmelse med den danske aftalemodel.
 

- Lykkedes det ikke for Ryanair og forbundene at nå til enighed, vil en konflikt og dertilhørende sympatikonflikter kunne iværksættes allerede i næste uge. Sådan er spillereglerne i den danske model, og vi har håndteret tilsvarende situationer tidligere, siger Pernille Knudsen.


Arbejdsretten lagde i sin afgørelse vægt på:
  • Medarbejderne har tilstrækkelig tilknytning til Danmark, til at forbundet kan fremsætte krav om dansk overenskomst.
  • Et krav om dansk overenskomst er i overensstemmelse med EU-retten.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.