Havneselskab får ny direktør

Torsdag 21. maj 2015 kl: 14:39
Af: Redaktionen

Bestyrelsen for Associated Danish Ports A/S (ADP), der driver havnene i Fredericia, Middelfart og Nyborg, har udpeget 51 årige Nils Skeby til administrerende direktør for selskabet. Nils Skeby, der afløser Jens Peter Peters, der har været ADP A/S' direktør siden år 2000, tiltræder sin nye stilling 1. august

Nils Skeby, der kommer fra en stilling som administrerende direktør i Dansk Svejse Teknik A/S, har varetaget flere ledende stillinger i danske industrivirksomheder og er eksempelvis bestyrelsesmedlem i Hanstholm Havn.
 

- Jeg glæder mig til at komme i gang med, hvad der for mig er et ønskejob. ADP A/S er en yderst økonomisk velkonsolideret virksomhed med et stærkt virksomhedskoncept, siger Nils Skeby i forbindelse med udnævnelsen.¨


Han peger på, at ADP A/S' havnefaciliteter ligger velplaceret, hvor den "blå motorvej" møder såvel jernbanen som de danske motorveje. Derudover fremhæver han, det der forude venter store konkrete opgaver - eksempelvis udviklingen af Danmarks Multimodale Transport- og Logistik Center (DMTC) i Taulov vest for Fredericia.


- Bestyrelsen ser meget frem til samarbejdet med Nils Skeby. Med dette glidende generationsskifte er vort selskabs videre udvikling lagt i rigtig gode hænder, siger formanden for ADP's bestyrelse, Arne Tirsgaard.


Nils Skeby, der er født på Fanø, er uddannet maskiningeniør fra Esbjerg Teknikum. Han har suppleret sin uddannelse med forskellige lederkurser
Nils Skeby har gennem sin karriere varetaget stillinger som administrerende direktør i DanCopter A/S, AkvaMiljø, Caspian, Voith Industrial Services A/S og senest i Dansk Svejse Teknik A/S







Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.