Dieselbiler skal forurene mindre

Onsdag 20. maj 2015 kl: 11:47
Af: Redaktionen

EU-landene har blandt andet efter dansk pres besluttet, at luftforureningen fra nye dieselbiler fremover skal testes ved virkelig kørsel, før de må sælges. Det skal nedsætte forureningen fra dieselbiler

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) forventer, at luftforureningen fra nye dieselperson- og varebiler med beslutningen fremover vil falde markant. 


- Det har vist sig, at bilerne forurener med hele syv gange mere NOx, når de kører rundt på vejene i virkeligheden end ved de indendørs tests, man hidtil har brugt. Derfor er jeg meget glad for beslutningen om fremover at måle på virkelig kørsel. Når nye dieselbiler skal leve op til de krav, vil det nedbringe luftforeningen betydeligt. Det vil gøre en kæmpe forskel i byerne, hvor dieselbiler er den største kilde til NOx-forurening, siger Kirsten Brosbøl.


Beslutning er truffet efter pres fra blandt andet Danmark
NO2, som er en del af NOx, anses for at være sundhedsskadeligt, og derfor har Danmark og en gruppe andre lande lagt pres på EU-kommissionen for at bruge en test, der bedre afspejler bilernes virkelige NOx-udledning.


- Vi har fra dansk side gjort en aktiv indsats for at få EU-Kommissionen til at gøre noget ved problemet. Jeg er utilfreds med, at EU-Kommissionen først nu kommer med en løsning, men også glad for at indsatsen ser ud til at bære frugt. Nu gælder det om at få de nye regler implementeret hurtigst muligt, siger Kirsten Brosbøl.


De nye test kan formentlig være indført i et tempo, så de gælder for nye biler, der sælges inden for et par år. Reglerne vil gælde for alle nye dieselperson- og varebiler, der sælges i EU.


Når dieselbiler skal leve op til de nye testkrav, vil det nedbringe deres bidrag til NOx-foreningen med omkring 80 procent.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.