Ny dom har betydning for stykgodstransport til søs

Tirsdag 31. marts 2015 kl: 12:13
Af: transportjuristerne

Søtransportørens erstatningsansvar efter lovgivningen rummer mange problemstillinger, og det kan være svært at få et overblik over de mange bestemmelser, som søloven rummer. Det er dog gavnligt for både afsendere, modtagere og transportører af stykgods at have styr på de helt grundlæggende regler om søtransportørens erstatningsansvar i relation til netop stykgodstransporterne. Denne artikel beskriver disse grundlæggende regler, ligesom artiklen inddrager en ny dom fra Sø- og Handelsretten, der har relevans for området

Af advokat, ph.d., Lissi Andersen Roost (lar@andersen-partners.dk), advokat, ph.d., Kenneth Melancton Nielsen (kmn@andersen-partners.dk og stud.jur. Emma Hadrovic (eha@andersen-partners.dk), Andersen Partners Advokatpartnerselskab


En søtransportør kan som helt klar hovedregel kun holdes ansvarlig for godsskader, der opstår, mens godset er i søtransportørens varetægt. Sølovens § 274 bestemmer nemlig, at søtransportøren er ansvarlig for godset, mens det er i dennes varetægt i lastehavnen, under transporten og i lossehavnen. Søtransportøren anses for at have godset i sin varetægt fra det tidspunkt, denne modtager godset fra aflasteren (den, som leverer godset til transport) eller fra en myndighed eller anden tredjemand i lastehavnen og til godset er udleveret til modtageren eller til en myndighed eller anden tredjemand i lossehavnen. Kort fortalt betyder det, at søtransportøren er ansvarlig for godset fra modtagelsestidspunktet og indtil udleveringstidspunktet. 


For perioden forud for modtagelsen og for perioden efter udleveringen er søtransportøren ikke ansvarlig. Sølovens ret vide ansvarsperiode fraviger det for søretten oprindelige "tackle to tackle"-princip, hvor søtransportøren alene var ansvarlig for godset i perioden efter lastning og før losning. 


Ansvarsgrundlaget
Efter sølovens § 275 er en søtransportør ansvarlig for tab som følge af, at godset bliver beskadiget eller går tabt, medens det er i dennes varetægt, medmindre søtransportøren godtgør, at fejl eller forsømmelse af vedkommende selv eller nogen, denne svarer for, ikke har forårsaget eller medvirket til tabet. 


Tilsvarende er søtransportøren også ansvarlig for tab som følge af forsinkelse med godsets udlevering. I juraens verden kaldes denne form for ansvarsgrundlag for et culpaansvar med omvendt bevisbyrde eller et præsumptionsansvar. Ved et culpaansvar med omvendt bevisbyrde eller et præsumptionsansvar skal skadevolderen bevise, at der ikke er culpa (skyld/uagtsomhed) på hans side. Kan dette bevis ikke føres, idømmes skadevolderen et erstatningsansvar. Et sådan ansvarsgrundlag står i kontrast til hovedreglen i dansk erstatningsret, som kaldes et culpaansvar med ligefrem bevisbyrde, hvilket vil sige, at det er skadelidte, som skal bevise culpa (skyld/uagtsomhed) hos skadevolder. Kan dette bevis ikke føres, frifindes skadevolderen. 


Ansvarsbegrænsningen
Dansk erstatningsret hviler på det helt klare udgangspunkt, at en skadevolder skal erstatte skadelidtes skade fuldt ud. På latin taler jurister om restitutio in integrum. 


I transportretten fraviges dette udgangspunkt imidlertid - noget som kommer som en overraskelse for de fleste, der ikke beskæftiger sig med transport. 


For søretten gælder det specifikt, at søtransportøren kan begrænse sit erstatningsansvar til et standardiseret maksimumbeløb i overensstemmelse med nogle på forhånd fastsatte principper. Sølovens §§ 279-280 bestemmer nemlig for det første, at erstatning for tab af eller skade på godset skal beregnes med udgangspunkt i værdien af gods af samme slags på den plads og det tidspunkt, hvor godset i overensstemmelse med transportaftalen blev eller skulle have været udleveret. Dette princip, der kaldes standardisering, siger kort fortalt, at der ikke tages hensyn til godsets "ekstraordinære" værdi, for eksempel affektionsværdi eller lignende. 


For det andet bestemmer de føromtalte regler, at søtransportørens ansvar ikke skal overstige 667 SDR for hvert kollo eller anden enhed af godset eller 2 SDR pr. kilo bruttovægt af det gods, som er tabt, skadet eller forsinket, afhængigt af, hvad der giver det højeste beløb. Lastesiden bestemmer, om erstatningen skal beregnes efter kollo- eller kiloreglen. Ved SDR forstås en særlig valutaenhed, der anvendes indenfor transport og international handel, og som udgør en median af 4 eksisterende valutaer. Søtransportørens ansvar for forsinkelse med godsets udlevering er begrænset til et beløb svarende til to og en halv gange den fragt, der skal betales for det forsinkede gods. Ansvaret skal dog ikke overstige den samlede fragt ifølge transportaftalen. 


Ansvarsgrænserne i søloven, både dem, der vedrører bortkomst, beskadigelse og forsinkelse, gælder dog ikke, såfremt søtransportøren handler med forsæt (med vilje) eller med grov uagtsomhed - i så fald vil søtransportøren skulle erstatte skadelidtes fulde lidte tab. Der kan naturligvis aftales højere ansvarsgrænser end de i søloven anførte, men ikke lavere. 


Ansvarsfrihedsgrunde
Som noget ganske særligt for søretten gælder det, at søtransportøren ikke er ansvarlig, hvis denne beviser, at tab eller skade er en følge af fejl eller forsømmelse i navigeringen eller behandlingen af skibet, altså at tabet eller skaden skyldes en såkaldt nautisk fejl. Søtransportøren er desuden heller ikke ansvarlig, såfremt denne kan føre et bevis for, at tabet eller skaden skyldes brand. Udover disse to "bredere" ansvarsfrihedsgrunde gælder der også mere "specifikke" ansvarsfrihedsgrunde, for eksempel i relation til transport af levende dyr.  


Nyligt afsagt dom af Sø- og Handelsretten
Den 20. januar 2015 afsagde Sø- og Handelsretten dom i en sag vedrørende en søtransportørs erstatningsansvar.


Dommen behandler spørgsmålet om, hvorvidt en søtransportør er erstatningsansvarlig for skader på gods opstået under en transport, eller om der foreligger ansvarsfrihed grundet hårdt vejr. 


Sagen omhandler en søtransport af 30 trailere. Under transporten kom skibet ud for hårdt vejr i Nordatlanten, hvilket medførte, at en del af lasten faldt over bord, mens resten af lasten blev skadet i større eller mindre omfang. Et af sagens hovedpunkter var netop spørgsmålet om, hvorvidt en søtransportør skal være erstatningsansvarlig for tab og beskadigelse af gods, når tabet og beskadigelsen skyldes ekstraordinært hårdt vejr. 


Fra søtransportørens side var det oplagt at spille på, at sådanne forhold var forhold, der ikke kan kontrolleres eller afværges, hvorfor det ovenfor anførte præsumptionsansvar måtte føre til frifindelse. Sø- og Handelsretten konkluderede, at søtransportørens ansvar var et præsumptionsansvar, og at søtransportøren var ansvarlig for skader opstået under dennes varetægt. 


Eftersom skaden var opstået under sejlads i hårdt vejr i december på det nordlige Atlanterhav, ansås vejret (omend hårdt) ikke at være usædvanligt eller uventet på den årstid og på det sted. Under disse omstændigheder fandtes søtransportøren ikke at have løftet bevisbyrden for, at han ikke var ansvarlig for tab og beskadigelse af godset. 


Særligt om Rotterdam-reglerne 
I 2008 vedtog man på globalt plan, nemlig i regi af FN's søfartsorganisation IMO, en ny konvention om aftaler om international transport af gods helt eller delvist til søs. Konventionen benævnes i daglig tale Rotterdam-reglerne. 


Rotterdam-reglerne regulerer de kontraktretlige forhold ved transport af gods til blandt andet søs, og konventionen medfører ændrede regler både i forhold til ansvarsgrundlag, ansvarsfrihedsgrunde og ansvarsbegrænsninger. Danmark har tiltrådt Rotterdam-reglerne, og det forventes, at reglerne implementeres i dansk lovgivning ved indsættelse af et nyt kapitel 13 i søloven. Endnu er reglerne dog ikke trådt i kraft, hvorfor de gode gamle "Haag-Visby ad modum Hamborg-regler" stadig afspejles i sølovens kapitel 13.   




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.