Alkobomme betyder markant færre spritbilister

Torsdag 5. marts 2015 kl: 07:09
Af: Redaktionen

Ratfylderiet går markant ned, når bilister ved, at de skal gennem en alkohol-kontrol, når de kører i land efter at have været ude at sejle med en færge. Det viser en rapport fra den svenske organisation MHF, der arbejder med at forebygge spritkørsel. Rapporten bygger på erfaringer fra Frihamnen i Stockholm, hvor der i september sidste år blev sat alkobomme op, som skulle gå ned for bilister med en promille på over 0,2

I den periode, som rapporten dækker, blev der kontrolleret 9.819 personbilister og 2.650 lastbilchauffører. Alkohol-kontrollen i Frihamnen i Stockholm lod bommene gå ned for 75 personbilister - det svarer til 0,76 procent af de kontrollerede - og for 12 lastbilchauffører -  det svarer til 0,45 procent af de kontrollerede lastbilchauffører. I gennemsnit havde 0,70 procent af de kontrollerede bilister en promille på over 0,2. Ifølge svenske Trafikverket var den beregnede andel af alkoholpåvirkede bilister i trafikken i 2013 generelt på 0,23 procent.


Rapportens konklusion er, at ratfylderiet - spritkørslen - bliver markant mindre, når der opstilles automatiske alkohol-kontroller - eksempelvis i form af alkobomme i færgehavne.


- Vi kan se en kraftig nedgang i antallet ratfyldere og en forandring i alkoholvanerne hos bilister, der er med færgen siger Lars Olov Sjöström, der er trafiksikkerhedschef hos MHF.


Rapporten viser også, at andelen af alkoholpåvirkede bilister var højest i begyndelsen af perioden, mens den derefter faldt til et stabilt, mens stadigt højt niveau. Det var først i de sidste dage af perioden, at antallet af alkoholpåvirkede bilister faldt til nul.


- Det viser, at alkobommene også virker forebyggende. Bilisterne informeres på forhånd om alkobommene og afstår i højere grad fra at drikke alkohol på færgen, siger Lars Olov Sjöström og fortsætter:


- Vi kan også se, at promillerne hos de bilister, som blev taget i ratfylderi generelt var lavere i den sidste del af den periode, rapporten dækker. Forsøget viser med al ønskelig tydelighed, at der er behov for alkobomme. Andelen af ratfylderi er meget større i havnene, end i trafikken i øvrigt. Ulykkesrisikoen hos alkoholpåvirkede bilister er over 100 gange højere end den er for ædru, siger Lars Olov Sjöström.


Han peger på, at de lovmæssige forudsætninger er klarlagt og at der ikke er behov for lovændringer, hvis alkobomme skal gøres til en permanet kontrolforanstaltning i de svenske havne.


Lars Olov Sjöström peger på, at langt de fleste bilister accepterer kontrollen med alkobomme.


Interesserede kan læse rapporten om alkobommeforsøget her:









Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.