Veteraner og fjernstyrede kører til messe

Onsdag 4. februar 2015 kl: 11:18
Af: Redaktionen

Fra en støvet papkasse til transportmessen. Den vej tog en af de i alt 30 biler, der udstilles på veteranbiludstillingen "Transport gennem tiden", som er en del af Transport 2015, der finder sted 19.-22. marts 2015 i MCH Messecenter Herning

Veteraner og fjernstyrede kører til messe
Med en årrække på bagen i tro tjeneste, blev den pakket ned i kasser, sat på paller og henstillet til hjørnet af garagen. Her stod den og samlede støv, indtil den nuværende ejer Ole Holm fik øjnene op for den. Der blev handlet hurtigt, og de mange papkasser kom med hjem til værkstedet i Slagelse. Her blev kasserne pakket ud, stumperne sat sammen, og færdig stod så en Ford T fra 1915, som kan fejre sin 100 årsfødselsdag, når den udstilles på Transport 2015 i Herning.


Convoy Buddy med kasserer Claus Filipsen i spidsen har haft ansvaret for veteranbiludstillingen "Transport gennem tiden", og arbejdet med at finde bilerne til udstillingen har allerede fremkaldt mange gode historier.


- Vi havde jo talt om, at det kunne være sjovt, hvis vi kunne samle biler gennem 100 år, og da vi så finder denne Ford T fra 1915, som samtidig har så god en historie, så var det prikken over i'et, siger Claus Filipsen og understreger, at der er biler i alle aldre - hver med deres unikke historie, som i virkeligheden er det, der fuldender oplevelsen på veteranbiludstillingen.


RC Trucks rykker ind fra hele Norden

Ud over veteranlastbilerne, kommer de små fjernstyrede lastbiler også i rampelyset på Transport 2015.


- Vi har fået lov til at udfolde os på transportmessen, og målet er derfor at samle danske og skandinaviske klubber til et kæmpe RC træf. Allerede nu har vi overvældende mange tilmeldinger, så vi glæder os, lyder det fra Jesper Andersen, en af de tre RC-entusiaster, som står for aktiviteten.


- Vi bygger en bane op med kornsiloanlæg, tankstationer og en masse andre spændende elementer, som gør, at transportopgaverne bliver meget virkelighedstro, og der bliver masser af aktivitet under alle fire messedage, lover klubkammeraterne Marinus Hougaard og Steffan Boe.


De besøgende har også mulighed for at prøve kræfter med de små fjernstyrede biler, som kommer i en lang række forskellige modeller og med hver deres transportløsning, eksempelvis landbrugsmaskiner, entreprenørmaskiner og selvfølgelig landevejsbiler.


Veteranbiludstillingen "Transport gennem tiden" fylder hele Hal J3, mens RC Trucks holder sine aktiviteter i Hal K. I alt er ni udstillingshaller i brug til Transport 2015, hvor 224 udstillere står klar med deres seneste nyheder.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.