Udeblevne betalinger presser danske virksomheder på tværs af brancherTorsdag 30. oktober 2014 kl: 12:04 Af: RedaktionenForsinkede betalinger og dårlig gæld er steget til rekordhøjt niveau. På europæisk plan ender 3,1 procent af alle transaktioner i øjeblikket med, at tilgodehavender må afskrives. I Danmark er mediebranchen særligt hårdt ramt, men også sundhedssektoren, transport- og detailbranchen mærker til krisen. Det fremgår af en rapport, som Intrum Justitia, der arbejder med inddrivelse af økonomiske udeståender, har udgivet om europæernes betalingsadfærd Rapporten - European Payment Index 2014 - dokumenterer en rekordhøj tabsprocent på dårlig gæld, idet 3,1 procent af private og offentlige virksomheders samlede mængde tilgodehavender i dag bliver afskrevet som konsekvens af udeblevne betalinger. Rapporten afdækker, hvordan sene betalinger og dårlig gæld bremser jobskabelse, vækst samt investeringer i teknologi og innovation, og viser, hvordan de forskellige brancher klarer sig, når det handler om at blive betalt for deres indsats. Mediebranchen har det sværest Mediebranchen er den, der har sværest ved at få kradset penge ind hos de danske forbrugere. Her må 3,8 procent af de opkrævede betalinger afskrives som tab. Knap halvdelen af de adspurgte danske medievirksomheder melder, at forsinkede betalinger presser økonomien og betyder tab af indtægt. Det forhindrer godt hver tredje medievirksomhed i at vokse, mens 18 procent oplever det som en decideret trussel mod virksomhedens mulighed for at overleve. Også sundhedssektoren er kraftigt mærket af forbrugernes nedsatte betalingsevne og må afskrive 2,6 procent af alle betalinger som tab. Her svarer 16 procent af de adspurgte private og offentlige virksomheder desuden, at de udeblevne betalinger forhindrer nye ansættelser. På tværs af brancherne gælder det for omkring hver tiende danske virksomhed. Fyringer i transport- og detailbranchen På transport- og opbevaringsområdet fortæller 69 procent af de adspurgte danske virksomheder, at økonomien er presset som følge af forsinkede og udeblevne betalinger. For 12 procent betyder det fyringer. Samme billede tegner sig i detail- og engrosbranchen, hvor 13 procent har været nødt til at afskedige medarbejdere. Selv den danske energisektor, som ellers i store træk plejer at gå fri, er nu ramt. Mere end hver anden forsyningsvirksomhed har indtægtstab som følge af sene betalinger, og for to tredjedele af de adspurgte presser det økonomien. Effektiv kreditpolitik begrænser tab - Selv om det billede, vores hvidbog tegner, kan virke bekymrende, er der foranstaltninger, virksomheder kan træffe for at beskytte sig. Vi kan se, at virksomheder, som kender deres kunder og har effektive kreditpolitikker, bliver betalt tidligere og må afskrive en mindre procentdel af deres salg end andre, siger Klaus Reimer, der er salgschef hos Intrum Justitia Intrum Justitia peger på, at der er gode grunde til at holde omkostninger og driftskapital i et fast greb den kommende tid. 72 procent af de adspurgte europæiske ledere svarer, at de endnu ikke har set nogen positive forandringer i markedsøkonomien, og knap hver anden forventer, at risikoen for sene og udeblevne betalinger vil stige yderligere, før udviklingen vender. Om Intrum Justitia
Om European Payment Index 2014 Industry White Paper
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |