Vognmænd uddeler refleksbrikker i efterårsmørket

Mandag 20. oktober 2014 kl: 11:02
Af: Redaktionen

Danske vognmænd tager vanen tro en tørn på Årets Refleksdag torsdag 23. oktober, hvor de deler refleksbrikker ud til forbipasserende i morgentrafikken

Vognmænd uddeler refleksbrikker i efterårsmørket
De lokale vognmandsforeninger under brancheorganisationen DTL Danske Vognmænd møder op i morgentrafikken i mange af landets byer fra Storstrøm til Himmerland og uddeler fra klokken 07.30 refleksbrikkerne. 


Refleksbrikkerne er et signal om, at de bløde trafikanter skal sikre sig, at de kan ses i trafikken - især i den mørke tid, hvor regn, slud og sne bliver daglige betingelser at færdes i.


Mange af vognmandsforeningerne har særligt fokus på at dele refleksbrikker ud til landets skoleelever. 


- Vognmændene ved, at lastbilchaufførerne har vanskelige betingelser, når de skal pejle sig frem til cyklister og fodgængere fra førerhuset i vintermørket. Det handler om at se og blive set. Noget så simpelt som en refleksbrik eller en cykelvest øger helt klart sikkerheden i trafikken uden de store omkostninger, siger DTLs administrerende direktør Erik Østergaard, der er glad for, at vognmændene bakker refleksuddelingen op, og at budskabet når ud i mange dele landet.



Årets Refleksdag er en dansk tradition, der hvert år falder torsdagen inden, tiden skifter til vintertid. Årets Refleksdag sætter fokus på synlighed i trafikken og brug af reflekser den mørke tid

Refleksdagen holdes af Børneulykkesfonden i samarbejde med Codan Forsikring.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.