ITD: Ærgerligt med skift på posten som transportkommissær

Torsdag 16. oktober 2014 kl: 09:08
Af: Redaktionen

- Høringerne må vise, om den slovenske kandidat Violeta Bulc griber nogle af de bolde, som slovakken Maros Sefčovič fik kastet op i luften, siger Nikolaj Stig Nielsen, erhvervspolitisk chef i ITD.

En sidste øjebliks rokade betyder, at Slovakken Maros Sefčovič alligevel ikke køres i stilling til posten som EU's transportkommissær. I stedet indstilles han som vicepræsident for energiområdet, og den ukendte slovenske kandidat Violeta Bulc indstilles nu til posten som transportkommissær. 


- Det er en dramatisk udvikling og er på sin vis ærgerligt, da der generelt var store forventninger til Maros Sefčovič i transportsektoren. Han besidder stor indsigt og erfaring i EU systemet, men det er så også baggrunden for, at kommissionen nu har indstillet ham til en tungere post. Violeta Bulc vil nok være hæmmet af sin manglende erfaring med EU-politik. Vi må blot håbe, at det ikke kommer til at betyde noget for fremskridtene på transportfronten , siger ITD's erhvervspolitiske chef Nikolaj Stig Nielsen i en pressemeddelelse fra ITD.


Han peger især på det sociale område, hvor vejtransport-sektoren har brug for et løft.


- ITD har længe talt for, at der er behov for at skabe bedre sammenhæng i de regler, der regulerer forholdene for internationale chauffører og lastbiler. Manglende harmonisering skaber en negativ spiral i erhvervet. Det skal vi til livs. Sefčovič udtrykte forståelse for denne udfordring. Nu må vi så se, hvor Bulc lægger sig. Forhåbentlig griber hun nogle af de bolde, Sefčovič fik kastet op i luften, siger Nikolaj Stig Nielsen.


Violeta Bulcs endelige godkendelse som transportkommisær afhænger af en høring i Europaparlamentet, som finder sted i næste uge.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.