Kontrol med vejarbejde i København bliver skærpet

Onsdag 15. oktober 2014 kl: 09:45
Af: Mikael Hansen

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune opgraderer den arbejdsstyrke, der tjekker, at gravearbejderne på byens veje gennemføres så lempeligt som muligt for trafikanterne. Hensigtsmæssig skiltning og information og hurtig gennemførelse er de vigtigste metoder.

Vejarbejder, der er gået i stå, nedsætter fremkommeligheden i København, men nu skal situationen forbedre med mere kontrol. Det skriver DR Nyheder.

Centerchef i Trafik og Byliv, Steffen Rasmussen, forklarer til DR Nyheder:
- Vi vil sikre, at der er den bedst mulige afmærkning og information til trafikanterne. Samtidig vil vi forsøge at gøre vejarbejderne så korte som muligt og generne så små som muligt. Vi er sikre på - og det viser internationale undersøgelser også - at fremkommeligheden bliver bedre både for cykler, biler og busser. Vi måler på det, og vi skal rapportere til Borgerrepræsentationen én gang om året, om fremkommeligheden nu udvikler sig som de målsætninger, vi har sat, siger han.

Gravearbejdet i København er en nødvendighed, men nu bliver det nemmere at navigere uden om, siger teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell fra Enhedslisten.

- Vores erfaring er desværre, at mange gravninger ikke overholder de betingelser, vi stiller, og det påvirker fremkommeligheden unødigt i København. Derfor sætter vi nu ind med flere vejinspektører, så vi får et dobbelt så effektivt tilsyn som nu, siger han.

Nyheden og det øgede antal trafikinspektører i København bliver godt modtaget hos vejgodsbranchen, bl.a. hos Dansk Transport og Logistik (DTL).

Hurtigtigere gennemførelse af vejarbejder var én af de såkaldte "lavthængende frugter" i anbefalingerne i Trængselskommissionens betænkning fra 2013.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.