National landevejstransport i de nordiske lande - hvad gælder her?

Fredag 10. oktober 2014 kl: 01:00

Imidlertid er det en betingelse for både CMR-konventionens og CMR-lovens automatiske anvendelse, at der er aftalt udførelse af en international landevejstransport. 


En landevejstransport er international i CMR-lovens forstand, hvis transporten efter aftalen skal ske til eller fra Danmark eller mellem fremmede stater, af hvilke mindst den ene har tiltrådt CMR-konventionen. En transport fra Padborg til Rønne (Bornholm) bliver således ikke international og dermed omfattet af CMR-loven, blot fordi køretøjet kører gennem Sverige undervejs.


Men hvilke regler regulerer så de nationale, danske landevejstransporter, herunder fragtførerens ansvar for skade på, tab af og forsinkelse af godset?


CMR for nationale landevejstransporter
Danmark har som et af de få nordiske lande valgt ikke at lade CMR-reglerne gælde også for de nationale landevejstransporter. Denne mulighed har blandt andet Norge ellers benyttet sig af, ved at CMR-konventionen i norsk ret er gennemført ved den norske "Lov om vegfraktavtaler". Denne lov finder således anvendelse på både nationale og internationale landevejstransporter, der er underlagt norsk ret. Finland har lige som Norge valgt at indarbejde CMR-konventionen i en national lov, der både regulerer nationale og internationale landevejstransporter, der er underlagt finsk ret. 

Sverige har i modsætning hertil valgt at lade størstedelen af CMR-konventionen være direkte anvendelige i svensk ret, mens der gælder en selvstændig "Låg om innenrikes vägtransport", der regulerer de nationale, svenske landevejstransporter.


I Danmark er det ikke "ukendt land" at udvide de internationale transportkonventioners anvendelsesområde til også at gælde de nationale transporter. Dette gælder for eksempel i forhold til lufttransporter, idet luftfartsloven, der i kapitel 9 gennemfører Montreal-konventionen fra 1999 i dansk ret, både finder anvendelse på nationale og internationale transporter. 


På trods heraf har Danmark, for så vidt angår vejtransport, valgt kun at lade den danske CMR-lov gælde for internationale vejtransporter.  Selvom et forslag til lov om fragtaftaler ved national vejtransport blev fremsat sidst i 1970'erne herhjemme, blev en sådan lov aldrig vedtaget. 


Aftalefrihed
Nationale landevejstransporter, og dermed fragtførerens ansvar for godset, er i dansk ret derfor i vid udstrækning underlagt dels "dansk rets almindelige regler om transport af gods", der ikke findes samlet i en enkelt lov, dels af færdselsloven. Da "dansk rets almindelige regler om transport af gods" ikke er ufravigelige regler, betyder det i praksis, at aftalerne om national, dansk landevejstransport i høj grad er underlagt aftalefrihed, når der ses bort fra de meget få tilfælde, hvor færdselsloven, der er ufravigelig, automatisk regulerer godsskaden. Parterne i fragtaftalen kan derfor som udgangspunkt selv aftale sig til rette om blandt andet fragtførerens ansvar for godset.


Da det sjældent er hensigtsmæssigt hverken i økonomisk eller tidsmæssig forstand at skulle forhandle vilkårene for hver enkelt national landevejstransport, der udføres i Danmark, aftaler man ofte at anvende fragtførerens standardbetingelser.


Er fragtføreren tillige speditør, vil fragtføreren ofte betinge sig, at den nationale landevejstransport, ligesom fragtførerens øvrige ydelser som speditør, udføres på baggrund af Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser (NSAB 2000).


Er fragtføreren en traditionel vognmand, er en anden løsning i praksis ofte, at det aftales, at transporten, selvom den er national, udføres på baggrund af CMR-loven. Det er således muligt at aftale anvendelse af CMR-loven også på transporter, der ikke automatisk er underlagt loven, så længe disse transporter ikke er underlagt anden ufravigelig lovgivning. En del større danske vognmænd har således i deres fragtbreve eller salgsbetingelser en fortrykt tekst, der henviser til, at alle transporter udføres på baggrund af CMR-loven, uanset om transporterne udføres nationalt eller internationalt.

I begge ovennævnte tilfælde vil fragtføreren langt hen ad vejen have sikret sig mulighed for at begrænse sit ansvar til ca. kr. 72 per kilo beskadiget eller tabt gods.


I det omfang parterne har aftalt, at transporten udføres på baggrund af for eksempel NSAB 2000 eller fragtførerens egne transportbetingelser, må reglerne heri om fragtførerens ansvar for godset, herunder ansvarsbegrænsningsreglerne, dog vige i det omfang, den konkrete godsskade er underlagt færdselsloven.


Færdselsloven
Færdselsloven indeholder én bestemmelse med relevans for fragtførerens erstatningsansvar i forbindelse med udførelsen af en national vejtransport af gods. Bestemmelsen stiller dog som betingelse, at godsskaden skal være sket ved et færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra køretøjets brændstofanlæg. Er denne betingelse opfyldt, vil den, der er ansvarlig for køretøjet (fragtføreren), være objektivt ansvarlig for godsskaden, det vil sige uanset om fragtføreren er skyld i færdselsuheldet, eksplosionen/branden eller ej. 


Dette indebærer, at fragtføreren vil skulle erstatte den skadelidte vareejers fulde tab i anledning af godsskaden uden mulighed for begrænsning af sit ansvar, andet end hvad der følger af dansk rets almindelige erstatningsregler. Til gengæld vil ansvaret være dækket af fragtførerens lovpligtige motoransvarsforsikring. 


Bestemmelsen kommer kun sjældent i anvendelse i praksis. Dels er bestemmelsen som sagt kun relevant ved nogle meget specifikke færdselshændelser. Dels er den kun relevant ved skader/fuldstændig bortkomst, og altså ikke ved f.eks. forsinkelser af godset. Dels finder bestemmelsen kun anvendelse, hvis færdselslovens øvrige betingelser for anvendelse er opfyldt, herunder også kravene til færdselslovens fysiske anvendelsesområde. Langt de fleste godsskader vil derfor falde uden for den særlige bestemmelse i færdselsloven for godsskader forvoldt ved færdselsuheld mv.


Dansk rets almindelige regler om transport af gods
Har fragtføreren og dennes kunde (transportkøberen) ikke aftalt noget om, hvordan fragtførerens ansvar for godset er reguleret, finder "dansk rets almindelige regler om transport af gods" anvendelse som udfyldende baggrundsret.


Som allerede nævnt finder man ikke reglerne i én lov. Derimod bygger disse uskrevne regler på nogle juridiske grundprincipper i dansk ret, som man blandt andet finder i købeloven og forældelsesloven, samt den almindelige danske erstatningsret. Her skal derfor kun nævnes de allervigtigste grundprincipper. 


En transportør vil være ansvarlig over for afsenderen eller modtageren for eksempelvis godsskader, medmindre fragtføreren kan bevise, at han ikke er skyld i den pågældende godsskade. I modsætning til almindelig dansk erstatningsret, hvor den skadelidte skal bevise skadevolderens skyld, ligger bevisbyrden ved transport som hovedregel hos fragtføreren. Baggrunden herfor er hovedsageligt, at den skadelidte ikke ledsager godset under transporten og derfor har vanskeligt ved at påvise, hvor fragtføreren begik en fejl i sin håndtering af godset.


Hvis transportøren ikke kan løfte denne bevisbyrde, så vil han skulle erstatte kundens fulde tab, herunder også følgetab, såsom produktionstab, mistet avance, afsavnserstatning mv. Dertil kommer, at de for internationale landevejstransporter sædvanlige korte forældelsesregler heller ikke gælder i medfør af "dansk rets almindelige regler om transport af gods". I stedet vil den almindelige, danske forældelseslov finde anvendelse, hvorefter erstatningskrav mod fragtføreren i hovedreglen først forældes efter tre år. 


Uanset om man er fragtfører eller transportkøber, er det derfor ved national, dansk landevejstransport fornuftigt at have gjort sig tanker om, hvilke regler, der skal gælde for transporterne - herunder hvor omfangsrigt fragtførerens ansvar for godset skal være.