Pendlercykler - Randers melder alt udsolgt

Mandag 22. september 2014 kl: 09:47
Af: Redaktionen

Borgerne i Randers er så vilde med byens nye pendlercykler, at alle cykler på bare fire måneder er revet ud af stativerne. Det er blevet trendy at leje sin cykel i stedet for at eje den

Pendlercykler - Randers melder alt udsolgt
Ole Petersen glæder sig til, at Randers får flere pendlercykler, så han igen kan leje en cykel, der bringer ham hurtigt frem og tilbage til banegården.
- Pendlercykler en rigtig god opfindelse. Det er billigt og nemt, og så er der fuld service på i hele lejeperioden, siger Ole Petersen, der i tre måneder har suset rundt på en lejet pendlercykel.
 

Han bor i Randers og arbejder i Århus. Han tager derfor toget hver dag og bruger cyklen til at komme fra sit hjem og til banegården. Da der er rift om cyklerne, har det ikke været muligt for ham at forlænge perioden, hvilket han beklager.


- Jeg håber, der snart bliver en cykel ledig igen, for jeg er blevet afhængig af min pendlercykel, siger Ole Petersen.

 
På forkant af den nationale cykelstrategi
I juli i år lancerede regeringen en ny cykelstrategi, der skal få flere danskere til at træde i pedalerne. Strategien lægger især vægt på cyklen i sammenhæng med den kollektive trafik. Det glæder derfor Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby, at randrusianere er på forkant med udviklingen:
 

- Det er meget positivt, at borgerne har taget så godt imod det nye tilbud. Vi regner med på sigt at kunne udvide antallet af pendlercykler, så endnu flere kan komme hurtigt og nemt rundt på cyklerne, siger hun.


Birgit Berggrein påpeger, at cyklerne er et godt alternativt tilbud til de mange mennesker, der bor udenfor Randers, og som har en gammel slidt cykel stående ved stationen.


- Vores mission er at få endnu flere i sadlen, og pendlercyklerne er en unik måde at kombinere offentlig transport med cykling, siger Birgit Berggrein.


Udover 30 pendlercykler har Randers også 35 bycykler
En bycykel lejes via mobiltelefon. Bycyklerne er gratis den første halve time. Derefter koster de 10 kroner i timen.

 
Fakta om pendlercyklerne i Randers
  • Det koster 50 kroner at leje en pendlercykel i en uge
  • En måned koster 100 kroner, tre måneder koster 250 kroner
  • Leje og betaling af pendlercykler sker via internettet- herefter håndteres pendlercyklen via brugerens mobiltelefon eller rejsekortet.
  • Pendlere kan bruge DSB rejsekortet til at leje pendlercykler. 
 
By - og pendlerstationer i Randers
  • Banegårdspladsen: 15 pendlercykler og 10 bycykler
  • Busterminalen: 15 pendlercykler og 10 bycykler
  • Jernbanegade/Vestervold: 5 bycykler
  • Østervold: 5 bycykler
  • Regnskoven: 5 bycykler






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.