Dansk rederikoncern lukker tabsgivende rute

Mandag 15. september 2014 kl: 16:36
Af: Jesper Christensen

DFDS meddeler, at rederiet indstiller endnu en tabsgivende rute. Denne gang drejer det sig om Le Havre-Portsmouth-ruten, der lukkes ved udgangen af i år. Ved udgangen af september lukker en anden DFDS-rute - ruten mellem Esbjerg og Harwich. I begge tilfælde spiller skærpede miljøkrav ind på beslutningen

Lukningen af ruten mellem Le Havre i Frankrig og Portsmouth i Sydengland sker som følge af vedvarende tab.


På den baggrund har DFDS mandag indledt konsultationer med franske fagforeninger om planerne om at lukke Le Havre-Portsmouth-ruten ved udgangen af i år. Ruten indgår i DFDS' forretningsområde France & Mediterranean.


Ruten transporterede 185.000 passagerer og 480.000 lanemeter fragt i 2013 med en omsætning på 165 millioner kroner. Ruten besejles af et indchartret ro-pax-skib, inklusive besætning, der efter planen leveres tilbage til ejeren ved udgangen af 2014.


Siden overtagelsen af ruten fra Louis Dreyfus Armateurs i 2012 har DFDS gennemført en række initiativer for at forbedre rutens økonomi - dog med utilstrækkelig effekt. 


I lyset af de utilfredsstillende resultater, de gennemførte tiltag og de nye svolvemissions-regler, der træder i kraft 1. januar 2015, har ruten ifølge DFDS ikke længere en levedygtig fremtid.


En lukning af ruten vil fortrinsvis medføre omkostninger til afskedigelse af ansatte på land på omkring 15 millioner kroner, der vil indgå i resultatopgørelsen under særlige poster.


For DFDS koncernen forventes særlige poster for hele året 2014 nu at ville udgøre en omkostning på omkring 50 millioner mod tidligere en omkostning på omkring 35 millioner. Koncernens forventninger til hele året er herudover uændrede.   
 




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.