Responce rekrutterer medarbejdere til ny ambulancekontrakt

Onsdag 27. august 2014 kl: 08:43
Af: Mikael Hansen

Ambulanceoperatøren Responce annoncerede informationsmøder og åbnede for rekruttering samme dag som det blev kendt, at de vandt kontrakten på ambulancekørsel, akutkørsel og liggende patienttransport i Trekantområdet fra 1. september 2015.

Responce A/S og Life Care One fik mandag aften meddelelse om, at Region Syddanmark ønsker at indgå kontrakt vedr. udbud af ambulancetjeneste, præhospitale støtteenheder og liggende sygetransport i Region Syddanmark.

- Jeg er glad og stolt over, at vi har vundet et ambulanceområde i Region Syddanmark. Der har været brugt rigtig mange timer på at tilbyde det bedste set up, hvor betjening af Regionen og borgerne er i højsædet. Vi glæder os til samarbejdet og vil med vores erfaring, kvalitet og kompetence fra Region Midt, være med til at udvikle det præhospitale område til et af de bedste i verden.  Vi har til opgaven sammensat det bedste team af folk med mange års kendskab til det præhospitale område i Region Syddanmark", udtaler Michael K. Sørensen, adm. direktør i Responce og hovedaktionær i Life Care One.

Den nye kontrakt betyder omtrent en fordobling af ambulancekørsel for Responce. Dækningsområdet er Vejle, Kolding, Fredericia og Middelfart kommuner, og Responce skal drive seks ambulancestationer i Vejle, Give, Kolding, Fredericia, Middelfart og Ejby

Baggrund om Responce
Det tyske ambulancefirma G.A.R.D. var oprindeligt hovedaktionær i Responce. Men dette firma blev i 2012 købt af Falck. Responces danske mindretalsaktionær Michael Sørensen købte virksomheden fri af Falck-ejerskabet. Responces ledende korpslæge Claus Henrik Rasmussen blev også medejer. Siden har Responce allieret sig med yderligere danske investorer i firmaet Life Care One.

Responce vandt i 2008 en ambulancekontrakt med Region Midtjylland. Denne kontrakt blev genvundet i 2013.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.