Opkald til mobiltelefoner til flyofre besvares af ukendte personer

Torsdag 24. juli 2014 kl: 09:24
Af: Mikael Hansen

Hver dag har sine skrækhistorier om behandlingen af lig, de dræbtes ejendele og flyvraget på ulykkesstedet i Østukraine.

Onsdagens gyser var, at omkring 100 lig formentlig stadig befinder sig på nedstyrtningsstedet i Østukraine. Årsagen kan her tilskrives ukyndighed og manglende erfaring, men også ligegyldighed hos de russisksindede separatister, som kontrollerer området.

I dag torsdag er historien, at fremmede, østeuropæiske stemmer svarer, når desperate efterladte forsøger at ringe til deres savnede pårørende mobiltelefoner. Her er forklaringen mere ligetil: Simpelt tyveri på nedstyrtningsstedet, det kan vel kaldes gravrøveri.

Historien fortælles af det hollandske dagblad De Telegraaf og er citeret i hele verdens medier.

Avisen fortæller også, at telefonselskaberne forholder sig meget forskelligt til disse hændelser. I nogle tilfælde lykkes det at få et telefonnummer lukket, i andre tilfælde afviser telefonselskabet med begrundelsen: privatlivets fred.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.