Rejsekort aflyste stor opdatering i sidste øjeblik

Tirsdag 22. juli 2014 kl: 11:00
Af: Mikael Hansen

En længe ventet stor opdatering af rejsekortsystemet var planlagt til den weekenden den 21.-22. juni, men i sidste øjeblik blev opdateringen udskudt. Der var for stor usikkerhed i forbindelse med ændringer, som var foretaget helt op til deadline.

Det var bestyrelsen i Rejsekort A/S, der fredag eftermiddag den 20. juni 2014 trak i nødbremsen og udskød en stor og længe ventet opdatering af rejsekortsystemet. Det oplyser direktør Bjørn Wahlsten, Rejsekort A/S, til transportnyhederne.dk.

- Vi er tæt på slutleverancen fra vores leverandør East-West Danmark, og derfor er vi ekstra påpasselige med, at alt er i orden, siger Bjørn Wahlsten.
- I dette tilfælde var vurderingen, at en række ændringer fortaget af leverandøren meget sent op i mod opdateringen ikke var tilstrækkeligt testede og verificerede. Kort sagt fandt bestyrelsen, at trafikselskabernes risiko var for stor, og derfor udstød vi opdateringen.

- Det er ingen nem beslutning. Den blev truffet for at vi kunne være helt sikre på, at det nye system lever op til alle krav, siger Bjørn Wahlsten, adm. direktør i Rejsekort A/S.

Rejsekort A/S har fastsat den nye dato for opdateringen til lørdag den 27. september 2014.

De dårlige erfaringer fra en opdatering i februar 2014 har gjort trafikselskaberne ekstra forsigtige. Dengang gik rejsekortsystemet i sort i mange timer, og det kostede trafikselskaberne et større indtægtstab, fordi mange passagerer rejste gratis.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.