Passagertallet i tog vokser mest i Danmark

Tirsdag 22. juli 2014 kl: 09:23
Af: Redaktionen

Rapport fra EU giver topkarakter til udviklingen af jernbanetrafikken i Danmark, der kun dumper på et punkt: billetsalg.

Danmark har den største fremgang i passagertallet i togtrafikken blandt EU-landene. I 2012 transporterede danskerne sig 15 procent flere kilometer med tog end i 2010, fremgår det af en rapport fra EU om udviklingen i togtrafikken i Europa. Det skriver Politiken

På pladserne efter Danmark følger Litauen og Luxembourg, mens jernbanerne i et stort land som Tyskland kun har en fremgang på et par procent, og jernbanerne i Polen må melde om direkte tilbagegang. 

Cykler i toget
Danmark har ifølge rapporten de bedste muligheder for at tage cykel med toget. For syv år siden tog to millioner passagerer cykel med, mens de seneste tal siger ni millioner årlige rejser med cykel. Og 104 S-tog er lige blevet ombygget, så de kan rumme dobbelt så mange cykler. 

- Siden vi gjorde det gratis at tage cykler med i S-togene, har vi oplevet en massiv vækst i passagerer. Der er også flere, som flytter til storbyen, hvor der er bedre muligheder for at tage toget, siger chef for salg og produktmarketing, Christian Linnelyst, DSB til Politiken.

Billetsalget dumper
Alt er dog ikke kun ros. Rapporten fra kommissionen konstaterer, at der er utilfredshed med adgang til billetsalg på stationerne.

Snart har DSB blot fire billetsalgssteder tilbage på stationerne. Det er i lufthavnen i Kastrup, på hovedbanegården, i Odense og Aalborg. Andre steder er de blevet afløst af billetautomater, nye digitale muligheder på web og mobiltelefoner og salg af billetterne hos 7-Eleven-kioskerne på stationerne.

Både i DSB og Arriva viser egne kundeundersøgelser, at elektroniske billetkøb møder større og større forståelse blandt brugerne.

- I den seneste undersøgelse, som er fra foråret 2014, giver vores kunder os i spørgsmålet om muligheden for at købe billet en gennemsnitlig karakter på 8,28 ud af 10, hvilket er det højeste, vi hidtil har målt, siger kommunikationsmedarbejder Morten Nissum Larsen, Arriva, til Politiken.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.